Folkeviser

Der sidde tre Møer i Bure,

        de to slynge Guld,

den tredje hun græder sin Fæstemand

        under sorten Muld.

Det var Ridder Hr. Aage,

        red sig under Ø,

fæste han Jomfu Elselille,

        saa væn en Mø.

Fæste han Jomfru Elselille,

        saa væn en Mø;

alt om deres Bryllupsaften

        han maatte dø.

Saa saare græd Jomfru Elselille,

        hun Hænder vred:

det hørte Ridder Hr. Aage

        saa langt af Led.

Saa saare græd Jomfru Elselille,

        hun Hænder slog:

det hørte Ridder Hr. Aage

        under sorten Jord.

Op stander Ridder Hr. Aage,

        tager Kiste paa Bag,

saa lakker han til sin Fæstemøs Bur

        med megen Umag.

Han klapper paa Døren med Kiste,

        han havde ej Skind:

»Du stat op, stolten Elselille!

        luk din Fæstemand ind!«

Længe laa stolten Elselille,

        hun tænkte ved sig:

»Monne det være Ridder Hr. Aage,

        der kommer til mig?«

Det mælte Jomfru Elselille

        med Taare paa Kind:

»Ja, kan I Jesu Navn nævne,

        saa kommer I ind.«

»Du stat op, stolten Elselille!

        luk op din Dør!

jeg kan saa vel Jesu Navn nævne,

        som jeg kunde før.«

Op stod stolten Elselille

        med Taare paa Kind,

saa lukked hun den døde Mand

        i Buret ind.

Saa tog hun op en Guldkam,

        hun redte hans Haar:

for hver en Lok, hun redte,

        hun fælded Taar.

»Og hør du, Ridder Hr. Aage,

        Allerkjæreste min!

hvordan er der under den sorte Jord,

        i Graven din?«

»Saadan er der under den sorte Jord,

        i Grav hos mig:

som i det frydelig Himmerig,

        thi glæd du dig!«

»Og hør du, Ridder Hr. Aage,

        Allerkjæreste min!

maa jeg dig følge i sorten Jord,

        i Graven din?«

»Saadan er der under den sorte Jord,

        i Grav hos mig:

som i det sorteste Helvede,

        slaa Kors for dig!

For hver en Gang du græder for mig,

        din Hu er mod:

da er min Kiste for inden fuld

        med levret Blod.

For oven ved mit Hovedgjærd

        staar Græsset grønt,

for neden ved mine Fødder

        med Slanger omspændt.

Men hver en Gang du kvæder,

        din Hu er glad:

da er min Grav for inden omhængt

        med Rosensblad.

Nu galer Hanen den sorte

        i mørken Vraa:

nu lukkes op alle Porte,

        jeg bort nu maa.

Nu galer Hanen den hvide

        i højen Hal:

til Jorden stunder alle de Lige,

        jeg bort nu skal.

Nu galer Hanen den røde

        i heden Sted:

til Jorden maa alle de Døde,

        thi maa jeg med.«

Op stander Ridder Hr. Aage,

        tager Kiste paa Bag,

saa lakker han sig til Kirkegaard

        med megen Umag.

Det gjorde stolten Elselille

        saa mod i Hov:

saa fulgte hun sin Fæstemand

        gjennem mørken Skov.

Der de kom gjennem Skoven,

        paa Kirkegaard,

da falmed Ridder Hr. Aage

        hans gule Haar.

Og der de kom af Kirkegaard

        i Kirken ind,

da falmed Ridder Hr. Aage

        hans Rosenskind.

»Og hør du, stolten Elselille,

        Allerkjæreste min!

du græd nu aldrig mere

        for Fæstemand din!

Du se dig op til Himmelen,

        til Stjærner smaa!

saa ser du dig saa gladelig,

        hvor Natten gaar.«

Saa’ hun op til Himmelen,

        til Stjærner smaa:

i Jorden slap den døde Mand,

        hun ham ej saa’.

Saa snarlig slap den døde Mand

        i Jorden hen;

saa sørgelig gik stolten Elselille,

        til Bure igjen.

Saa saare græd stolten Elselille,

        og Gud hun bad,

at hun maatte ikke leve end

        i Aar og Dag.

Det var stolten Elselille,

        blev syg og laa;

og det var inden Maanedsdag,

        hun lagdes paa Baar.