Folkeviser

Det var rige Hr. Morten,

han rider i grønne Lund;

og dèr fik han sin Helsot

alt om en Morgenstund.

Til Kirken gav han det røde Guld,

til Klostret gav han sin Hest;

de lagde Hr. Mortens Lig i Muld,

som de kunde allerbedst.

Saa jorded de den ædelig Herre,

som de kunde allerbedst;

med det skete end før Midjenat,

at han sad til sin Hest.

Det var ungen Volmer Skytte,

han rider i Rosenslund:

dèr møder hannem Hr. Morten

alt i den samme Stund.

Det var ungen Volmer Skytte,

han rider over Bjærge og Dale;

efter rider Herre Morten,

han vilde gjærne med ham tale.

Sort da var hans Sadel,

og sort da var hans Hest,

og sorte saa vare de Rakker smaa,

der fulgte den Herre næst.

Sorte da vare hans Høge,

og sorte vare hans Hunde,

og sorte vare den Herres Folk,

hannem fulgte gjennem de Lunde.

Det var ham ungen Volmer Skytte,

og gjorde Kort for sig:

»Herre Gud Fader i Himmerig!

vær du mellem ham og mig!«

»Hør du, ungen Volmer Skytte!

hvi gjør du Kors for dig?

imens jeg var i levende Live,

saa gjærne varst du hos mig.«

»Hør du, Herre Morten!

og hvi da rider du slig?

det er ikke længer siden i Gaar,

vi jorded dig for et Lig.«

»Jeg rider her ikke for Dele,

jeg rider her ikke for Dom:

men jeg rider her for en liden grøn Toft,

blev svoren til Fugelsang.

Jeg rider her ikke for Trætte,

og ikke for Hor eller Mord:

men jeg rider her for en liden grøn Toft

to faderløse Børn deres Jord.

Du bed hende skjønne Fru Mettelille,

først du kommer hjem til min:

at hun vil give den Toft igjen,

saa fanger min Sjæl god Hvil.

Du sig hende skjønne Fru Mettelille,

om hun vil dig ikke tro:

uden for min Loftesdør

dèr stande mine Nattesko.

Uden for hendes Højeloftsdør

dèr stande mine Nattesko:

det sker end før Midjenat,

da ere de fulde af Blod.«

»Rider bort, Herre Morten!

I hviler eders mødige Ben!

jeg svær eders paa min kristelig Tro,

den Toft skal gives igjen.«

Det var ungen Volmer Skytte,

han kom der ridende i Gaard:

ude stod skjønne Fru Mettelille,

hun var vel svøbt i Maard.

»Jeg red mig at bede Dyr

udi den grønne Lund:

der mødte mig Herre Morten

alt i den samme Stund.

Han rider dèr ikke for Dele,

han rider dèr ikke for Dom;

men han rider dèr for en liden grøn Toft,

blev svoren til Fugelsang.

Han rider dèr ikke for Trætte,

og ikke for Hor eller Mord;

men han rider dèr for en liden grøn Toft,

to faderløse Børn deres Jord.

Jeg skal eder bede, Fru Mettelille!

det I ere hannem saa tro,

at I ville give den Toft igjen;

saa fanger hans Sjæl god Ro.«

Det svared hun skjønne Fru Mettelille,

hun var saa dydefuld:

»Jeg skal give den Toft igjen,

vaare den end fuld af Guld.«

Tak have skjønne Fru Mettelille,

hun var sin Herre saa tro:

hun lagde den Toft tilbage igjen,

at give hans Sjæl god Ro.

Og det var skjønne Fru Mettelille,

hun vilde Herre Morten vel:

hun lod syvti Messer læse

for Herre Mortens Sjæl.

Og det var ungen Volmer Skytte,

han rider i Rosenslund:

dèr møder hannem Herre Morten

alt i den samme Stund.

Hvid da var hans Sadel,

og hvid da var hans Hest,

og hvide saa vare de Rakker smaa,

der fulgte den Herre næst.

Hvide da vare hans Høge,

og hvide vare hans Hunde,

og hvide vare den Herres Folk,

hannem fulgte gjennem de Lunde.