Laan mig en Hest
en eneste Nat!
Jeg rider til Retterstedet
at hæve en blodig Skat.
Luk op, luk op for mit Fængsel
blot for en eneste Nat!
og klapped paa Døren med Kiste,
fordi han havde ej Skind,
saa lakker jeg ud til Stedet,
hvor Jorden drak af hans røde Blod —
Jeg tager det blodige Hoved,
som trillede hen for min Fod;
jeg knuger det ind til mit bankende Bryst
med Rædselens Lyst!
Jeg vugger det i mine Arme —
Jeg kysser hans Læber varme!
Jeg lægger hans iskolde Kind til min;
jeg tørrer det størknede Blod af hans Nakke
alt med min blødeste Brystdugs Lin.
Det stivnede Træk om Munden,
som taler om Angst og Tort,
jeg lader min brændende Taare
falde og smelte det bort!
De stive, stirrende Øjne,
som aldrig mere sig lukke vil,
jeg presser min Mund imod dem
og kysser dem, kysser dem til!
Saa tager jeg Hesten ved Grimen,
staar op og vender den brat.
Der drypper Blod af vort Fodspor,
hvorhen vi rider den Nat.
Ingen Blomst skal rejse sig mer,
det dryppede paa fra den Døde!
Og ingen Fugl skal synge igen,
hvis Fjer af Blodet blev røde!
Saa rider vi gennem den mørke Skov
og over den vilde Hede,
at knække hver Blomst, at knuse hvert Kryb,
at øde hver Fuglerede —!