Hr. Bjørn han rider sig under Ø,
fæste han sig saa væn en Mø.
I Favre Ordfryde saa mangt et Hjerte.
Fæste han stolten Sølverlad,
hun var sørgende og sjælden glad.
De vare sammen i otte Aar,
otte Børn hun til Verden bar.
Saa kom der Døden paa det Land
og tog bort Sølverlad, den Liljevand.
Hr. Bjørn han rider saa vide,
saa fæste han Jomfru Blide.
Han fæste sig Jomfru blide,
hun blev dem Stifmoder stride.
De førte den Brud i Herre Bjørns Gaard,
hans smaa Børn gaa hende ud imod.
De klappe hende paa hendes Skarlagenskind:
»I vær velkommen, kjær Moder min!«
Hun stødte dem fra sig med sin Fod:
»Monne dette skal være min første Mod!«
Hr. Bjørn gav hende de Skarlagen blaa,
for hun skulde elske hans Børn saa smaa.
Han gav hende et Hovedguld,
for hun skulde være hans smaa Børn huld.
Han gav hende det Guld saa rød;
saa saare svalt hun hans smaa Børn for Brød.
Hun tog fra dennem de Bolstre blaa,
hun lagde hans Børn i bare Straa.
Saa saare da græd hans smaa Børn under Ø;
det hørte stolt Sølverlad, dog hun var død.
Det var om en Løverdag ad Kvælde,
hvile skulde da alle Sjæle.
Sølverlad gaar sig til Englevist,
hun bad sig Lov af Jesum Krist.
Hun bad, hun maatte til Middelhjem gaa,
at tale med sine Børn saa smaa.
»Ja, saa Mænd, da maat du saa,
men vær her ikke længe fraa!«
Stolt Sølverlad rejser sig af sin Grav,
saa tog hun Kisten paa sin Bag.
saa gaar hun hjem med megen Umag.
Der hun kom til Borgeled,
hendes ældste Datter hun stod der ved.
»Her stander du, ældste Datter min!
hvor da lide kjær Søskend din?«
»Du est ikke Moder min,
mens du bær saa bleg en Kind.«
Hun gaar sig udi den Stove,
som hendes smaa Børn inde sove.
Stolt Sølverlad sattes paa Stole,
den ene børsted, den anden tode.
Hun satte den mindste paa sit Skjød,
saa saare hun græd, hendes Hjærte det blød.
Hun gik til Sengen, og i hun saa’:
hendes Børn de laa i bare Straa.
»Sig mig her, ældste Datter min!
hvor er Herre Bjørn, Fader din?«
»Min Fader han sover i Højeloft,
saa strid en Stifmoder have vi faa’t.«
Stolt Sølverlad gaar til Højeloft,
som Herre Bjørn han inde sov.
Hun stødte paa Døren med Kiste sin:
»Staar op, Hr. Bjørn, og lader mig ind!«
»Slet ingen haver jeg Stævne sat,
og ingen kommer i mit Loft om Nat.«
»Da vækker nu op stolt Blide!
hun er min smaa Børn Stifmoder stride.
Jeg lod hende mit Hovedguld,
for hun skulde være min smaa Børn huld.
Jeg lod hende mit Guld saa rød:
saa saare da svælte mm Børn for Brød.
Jeg førte til dig de Bolstre blaa:
du maatte lade mine Børn have Dynen graa.
Nu ligge min Børn i bare Straa;
saa ond en Lykke skal Blide faa.
Men skal jeg tiere hjem til dig gaa,
saa haard en Død skal Blidelil faa.
Naar du hører de Hunde bange,
da maat du vente den døde paa Gange.
Nu galer Hanen den sorte:
saa snarlig maa jeg borte.
Nu galer Hanen den røde:
til Grave stunde alle de døde.
Nu galer Hanen den hvide:
jeg maa nu ikke længer bide.«
Hun ikke snarer’ i Mulde laa,
end hendes Børn var lagt paa Bolster blaa.
Blide dem børste, og hun dem flette,
og hun dem løfte, og hun dem lette.
Hun gav dem Vin, hun gav dem Brød,
ret aldrig da lidde de Børn mere Nød.
Hver Gang hun hørte de Hunde gø,
da lege de Børn med Guld saa rød.
Favre Ord fryde saa mangt et Hjærte.