Ribold han var en Ridder prud,
— Udi Løndom. —
det første han red til Jomfruens Bur.
Denne Mø var mig tinget i min Ungdom.
Ribold han var en Kongens Søn,
han giljed stolt Guldborg udi Løn.
»Guldborg! Guldborg! love du mig!
til et halv fejre Land saa fører jeg dig.
Jeg skal føre dig til det Land,
som dig kommer aldrig Sorg paa Hand.
Jeg skal føre dig paa den Ø,
som du skalt leve og aldrig dø.
Dér gror ikke andet Græs end Løg,
dèr synger ikke anden Fugl end Gjøg.
Dér rinder ikke andet Vand end Vin;
tro paa min Tale, Allerkjæreste min!«
»Alt maa jeg tro, hvad jeg skal tro,
end maa dog Græsset paa Jorden gro.
Du fører mig aldrig til det Land,
at Sorgen kommer mig jo til Hand.
Du fører mig aldrig paa den Ø,
jeg er jo Vor-Herre skyldig en Død.«
»Guldborg! Guldborg! følge du mig!
til mit Fæderneland saa fører jeg dig.«
»Saa gjærne jeg det gjorde,
om jeg for min Fader turde.
Men hvor kommer jeg af Gaarde med dig?
der holdes saa stærke Vagt paa mig.
Mig vogte min Fader og Moder,
min Søster og min Broder.
Mig vogter ogsaa min Fæstemand,
det meste, jeg frygter, det er for ham.«
»Det dig vogte end al din Æt,
du hold den Tro, du haver mig jæt!
Guldborg! du sammel dit Guld i Skrin,
imedens jeg sadler graa Ganger min!
Jeg svøber dig i min Kaabe blaa,
jeg sætter dig paa min Ganger graa.«
Saa væn da havde han Fole og spag,
han satte stolt Guldborg ved sin Bag.
Ribold han løfte stolt Guldborg til Hest,
saa red de af Gaarde, som de kunde bedst.
De rede saa listelig ud af den Gaard,
at ingen dem hørte, og ingen dem saa’.
Men der de komme paa Hede,
dèr mødte dem rigen Greve.
»Vel mødt! Ribold Kongesøn!
og har du nu giljet Mø i Løn?
Vel mødt, Ribold, under Ø!
hvort skalt du med din stjaalne Mø?«
»Det er ingen stjaalen Viv,
det er min Søster, det væne Liv.
Det er min yngste Søster,
jeg hente hende selv af Kloster.«
»Du lyver nu, Ribold, en Ridder saa rig!
jeg kjendte hende Guldborg, før jeg kjendte dig.
Kjender jeg ikke hendes Skarlagen-Skind,
fuld vel kjender jeg hendes Rosens-Kind.
Jeg kjender hende paa hendes fagre Haar:
jeg tjente hendes Fader i femten Aar.«
Hun tog en Guldring af sin Barm,
hun strøg den paa den Greves Arm.
»Du gode Greve! du dølg med mig!
maa jeg leve, vel lønner jeg dig.
Ihvor du kommer at drikke Vin,
du sige ingen af Færden min!
Ihvor du kommer i Kvælde,
du maa ikke om os melde.«
De rede gjennem den Tolvmile-Skov,
Guldborg hun baade legte og lo.
Men Greven red sig til Halle,
som Kæmperne drukke alle.
»Her sidder du, Konge! drikker Mjød og Vin:
Ribolt er rømt med Datter din.
Vel tage I Guldborg til Vaare:
Ribold red med hende af Gaarde.«
Kongen han raaber over al sin Gaard:
»Vel op, mine Mænd! drager Brynje paa!
I sætter op Hjælm foruden Fals!
Ribold han er saa haard en Hals.«
Somme til Heste rende,
og somme sine Buer spænde.
Guldborg saa’ sig saa højt i Sky:
hun hørte saa meget af Hestegny.
Guldborg saa’ sig atter aa Bag:
hun hørte saa meget af Brynjebrag.
Guldborg sig over Axel saa’:
»Hist kommer min Fader, hvad bliver til Raad?
Jeg hører min Faders forgyldene Lud:
den lød ikke, siden min Moder stod Brud.
Jeg hører min Faders Gangere graa:
syv Aar, siden ham lagdes Sadel paa.
Jeg hører min Faders Bidsel ringe:
det er Tid, vi lade vor Ganger springe.
Nu ser jeg min Faders Brynje rød:
Ribold! jeg frygter, det bliver din Død.«
Ribold klapper hende ved hviden Kind:
»Du ti kvær, Guldborg, Allerkjæreste min!
Jeg lægger min Brynje paa Stene,
gaar i Slag i Skjorten ene.
Guldborg! lad dig dertil sømme:
du hold min Ganger i Tømme!
Du hold min Hest op under den Eg,
mens jeg gaar i saa skarp en Leg!
Hør du, Guldborg! ihvor det gaar,
du nævn mig ikke, mens Striden staar!
Ihvem du end ser at falde,
du maa ikke paa mig kalde.
End det du ser mig bløde,
du nævn mig ikke til Døde!«
Ribold vog i den første Hob
Guldborgs Fæstemand og hendes Maag.
Og han vog i den anden Flok
hendes sex Brøder med gulen Lok.
Han vog i den tredje Skare
hendes Morbroder og hendes Fader.
Hun saa’ sin Fader falde,
saa højt da monne hun kalde.
»Stil dig! stil dig nu, Ribold!
du stil dig i Vor-Herres Vold!
Ribold, Ribold! du stil dit Sværd!
min gamle Fader var bedre værd.
Ribold, Ribold! du stil din Kiv!
du giv nu min yngste Broder Liv!
Du lad min yngste Broder være:
han maatte min Moder de Tidende bære!«
Af det samme Kvindeord
kom saa brat et Mandemord.
Ret som Ribold nævnet vord,
da fik han sit Banesaar.
Det var hendes yngste Broders Sværd,
det kom Hr. Ribolds Hjærte nær.
Ribold han ryste det blodige Sværd:
»Guldborg! Guldborg! dette varst du værd.
Vare det ej for Godvilje min,
ret nu skulde jeg set Hjærteblod din.
Hvad heller vilt du nu til din Moder hjem,
eller du vilt følge saa saar en Svend?«
»Jeg vil ikke hjem til Moder min,
jeg vil følge dig, Ribold! til Moder din.«
Ribold stinger Sværd i Skede:
»Kom, Guldborg! nu vil vi ride.«
De rede gjennem den Rosenslund:
der kom aldrig et Ord af Ribolds Mund.
»Hør du det, Ribold, min Hjærtenskjære!
hvi est du ej glad, som du varst førre?
Og hør det, Ribold! hvad jeg siger dig:
hvor er nu den Godvilje, du havde til mig?«
»Guldborg! du est ikkun et Barn,
du vedst saa lidet af Mandens Harm.
Gud naade dig, Guldborg! saa lidet du kanst:
dig er ét, mig er saa mangt.
Ét er, det jeg er træt og mod,
et andet er, det mig rinder Blod.
End gaar det mig allernæst:
Døden haver mit Hjærte fæst.
Døden den haver mit Hjærte fæst:
din Broders Sværd haver mit Hjærte gjæst.
Det er ikke Under, at jeg er tyst:
din yngste Broders Sværd mit Hjærte haver kryst.
Det tvinger mig end udaf stor Nød:
jeg fæste dig, Guldborg, saa væn en Mø.
Her rider du med dit Guld saa rød,
mens jeg rider med min haarde Død.
Her rider du med din udslagen Haar,
mens jeg rider med min dødelig Saar.«
Ribold han red i sin egen Gaard,
ude stander hans Moder, var svøbt i Maard.
»Velkommen, Ribold, kjær Sønne min!
hvor haver du fanget den væne Viv?«
»Blandt raske Mænd og vrede
kjøbte jeg hende paa Hede.«
»Da saa’ jeg aldrig saa bleg en Brud,
der førtes saa langt under Gyldenskrud.«
»Det er ikke Under, at hun er bleg,
thi hun haver set saa haard en Leg.
Hun maa vel være bleg og ikke rød:
hun haver set Faders og Brødres Død.«
»Men hør du, Ribold, kjær Sønne min
hvi rinder der Blod af Sadelbue din?«
»I løfter op min Kaabe blaa!
saa kunne I se min dybe Saar.
Drager I af min Skjorte god!
saa kunne I se. mit Hjærteblod. —
Min kjær Broder! du tag min Hest!
og min kjær Moder! lader hente mig Præst!
Kjær Søster! du red min Soveseng!
og du, stolt Guldborg! følg mig til den!
Du bind mit Hoved i Silke rød!
du løs det paa Baaren, først jeg er død!
Min kjære Broder! du stander mig nær:
jeg giver dig Guldborg, jeg haver saa kjær.
Den Tid er kommen, der jeg skal dø,
thi giver jeg dig min Fæstemø.«
»Saa gjærne jeg det gjorde,
vidste jeg, hun Jomfru vaare.«
»Saa sandt hjælp’ mig Gud i Himmerig:
saa visselig er hun Mø for mig.
Foruden én Gang mig lyste,
hendes Rosensmund jeg kyste.«
»Det sker aldrig, mens jeg er i Live,
at jeg to Brøder min Tro skal give.«
Duggen drev over Højeloftssvale,
Ribold han svalt i den samme Tale.
Guldborg drog Kniv af Ærme rød,
hun slog i sit Hjærte, det var stor Nød.
Det gjorde Guldborg udaf stor Harm:
hun faldt selv død udi Ribolds Arm.
Der komme af Ribolds Bure
tre Lig, de vare saa prude.
Ribold og saa hans Fæstemø,
— Udi Løndom. —
hans Moder, maatte af Sorgen dø.
Denne Mø var mig tinget i min Ungdom.