Folkeviser

Den Kongens Søn ganger i Gaarde,

og leger han med sit Sværd:

»Give’t Gud Fader i Himmerig,

stolt Margret! I havde mig kjær

Give’t Gud Fader i Himmerig,

I vare Allerkjæreste min!

aldrig da skulde I drikke,

foruden den klare Vin.

Ret aldrig da skulde I drikke,

foruden den klare Vin,

og aldrig skulde I Søvnen sove,

foruden i Armen min.«

»Lader det, ædelig Kongens Søn!

og spotter I ikke mig!

alligevel jeg er en fattig Mø,

dog er jeg ærerig.«

Den Kongens Søn rider i Skoven,

han skriver de Runer saa:

han vilde stolt Margrete svige

og hende for Hading faa.

Mælte det bolde Hr. Nilavs,

han var hans næste Svend:

»Det er stor Vaade for eders Liv,

halve mere for eders Sjæl.«

Svared det den Kongens Søn,

og svared han hannem saa:

»Slet intet passer jeg paa mit Liv,

maatte jeg den Jomfru faa.«

Det var den ædelig Kongens Søn,

han kaste hende Runer paa:

de stunke under hendes Kaabe

og under hendes Skarlagen smaa.

Det var hende stolt Margrete,

der hun havde fanget det Mén:

gik hun sig af Gaarden ud,

satte sig paa jordfaste Sten.

I Nætter ni og Dage ni

sad hun paa jordfaste Sten:

til hun tinge sendt den Kongens Søn

sine Runer ret igjen.

Det var den ædelig Kongens Søn,

hannem randt saa mangt udi Sinde:

»Længe haver jeg bedet stolt Margrete,

aldrig kunde jeg hende vinde.

Nu haver jeg bedet stolt Margrete

i fulde Vinter fem:

hvi skulde end en fattig Svend

bede en Mø udi dem!«

Det var den ædelig Kongens Søn,

hannem randt saa mangt udi Hue:

saa fór han til Landsting,

han fæste den skjønne Jomfrue.

»Hør I det, ædelig Kongens Søn!

og nu haver I mig faa’t;

saa skulde I have førre gjort

og faret slet intet med Spot.«