Du drak saa frit i den grønne Skov,
som Kalven drikker af Hinden,
og lo og leged, og saa og sov,
og Solen kæled for Kinden.
Din første Sommer randt hurtigt ud,
din anden skal snart begynde —
Her gaar jeg og sværmer for Pileskud
og nynner om Raklers Ynde.
Men hvad er saa skært som den Barnekind,
man klapper med bløde Hænder?
I Hjærtet springer en Glæde ind,
som aldrig et Foraar sender.
Jeg gaar ad en Vej, hvor vi vandred i Fjor,
og Vinden løber med Støvet —
Vi lejrede os paa den grønne Jord,
der skraanede Lys gennem Løvet.
Du vaaged dig træt og drak dig mæt,
mens Straalerne kæled for Kinden,
og stirred imod det Bladenet,
der skygged for Solens Skinnen.
Bølgerne blinked med sagte Brus,
og Stemmer bag Stammerne døde,
og Vinden hvisked med Kronesus —
alt synger paany mig i Møde.
Jeg lytter efter en Lyd, der naar
blandt tusinde andre mit Øre:
Et lille Hjærte i Skoven slaar —
jeg bøjer mig dybt for at høre.