Den høje Stjærne paa Himlen staar,
alt mangen en Morgen den gløded.
Tværsover Gaden Posten skraar,
og Drengen kommer med Brødet.
Der tændes et Lys paa en søvnig Kvist
i en af de mørke Facader.
Livet er blevet sig selv bevidst —
Vaagn op, I drømmende Gader!
Da hører jeg haarde Hammeres Slag
paa genlydgivende Malme.
De hilser den end ikke gryede Dag
med Morgenens muntre Salme.
Med dobbelt Brand i det mørke Vejr
fra Esserne Ild der spruder.
Der kastes et klart og kløvende Skær
igennem de glødende Ruder.
I sorte Svende i Røg og Damp,
I sveder med Skjorten aaben!
Men ønske sig fri for Dagens Kamp
gør ikkun Tossen og Taaben.
Den store Konge i Livets Gaard
har kaldt baade Kæmper og Dværge —
og hvis der os Bjærge i Vejen staar,
saa sprænger vi Vej gennem Bjærge.
Muntre vi vandrer, med hærdet Hu,
den ventende Dag i Møde.
Jeg hører de gjaldende Slag endnu
og føler mit Hjærte gløde.
En Stemme jeg er i det stærke Kor,
som priser de skabende Kræfter —
saa former vi nyt paa den gamle Jord
til dem, der følger os efter.
En hamrer i Jærn, en hugger i Sind —
samdrægtig virker dog Kraften.
Gnisterne funkler med Fremtidsskin
og Dagen gør træt til Aften.
Men glad vil jeg hilse, naar Solen gaar ned,
som glad jeg den ser, naar den stiger —
nu rødmer den ude i Østerled
bag Skyernes straalende Riger.