I.
Det er Morgnens rene Time,
i det friske Vinterskærs
milde, lave Lysning stiger
let min Offerrøg til Vejrs.
Urt fra Solplantagens Marker,
spred din blaa Aroma ud!
Velbehagelig den vorde
disse Stuers stærke Gud!
Hver min Længsel sover rolig,
alt mit Sind er fuldt af Fred.
Fra den hvide Aske daler
spredte Fnug paa Gulvet ned.
II.
Der er Tit af Sol i Stuen,
Strejf paa Blomst og Maleri.
Striben bredes. Vinterfluen
bader Vingerne deri.
Over Bordet, over Stolen
flyver ensom den afsted.
Grimme, sorte Barn af Solen,
hvi tog Somren ej dig med?
Har en vildsom Skæbne ledet
bort dig fra Naturens Vej?
Den, der dvæler her, er fredet —
Freden gælder ogsaa dig.
III.
Røgen sænker sig. Det banker.
Ser jeg ret, hvad vil I her,
alle Dagligdagens Tanker?
I er ikkun til Besvær.
Kun de viede tør komme —
det er Offertimen nu.
Gaa igen! Naar den er omme,
skal jeg aabne jer min Hu.
Jeg er borte i det Stille,
og min Sjæl er fjæm og fri,
og jeg hører Lyset spille
en Vidunderharmoni.
IV.
Ind i disse skære Toner
bryder der med eet en kendt.
Er det muligt — kan det være
fra mit gamle Instrument?
Lykkeland i Ungdomsdrømmen,
var det ej om dig det klang?
Længselssange, skal jeg synge
alle jer endnu engang!
Fjærne Pust fra farne Dage
mindende mit Hjærte naar —
og som Røgens Bugter bølger
lange Rytmer i mig gaar.
V.
Asken falder hvid og stille.
Nej, I kommer ej tilpas,
alle mine gamle Sange!
Bliv paa jeres glemte Plads!
Der er Glans af Sol i Stuen,
Strejf paa Blomst og Maleri.
Lyset leger, Vinterfluen
bader Vingerne deri.
Det er Sjælens stille Time,
i det rene Vinterskærs
friske, milde Lysning stiger
let min Offerrøg til Vejrs.
VI.
Korte Dag! Om føje Stunder
slukker Mulm dit blege Baal.
Du, der kommer efter denne,
faar min Tanke nye Maal?
Eller er dens Vandring omme,
skal jeg sidde evigstum,
stirre did, hvor Stjærnen sluktes
ude i det store Rum?
Medens Jordens Sange stiger,
nu som før, paa vante Vis,
op fra Jordens Sønners Hjærter
snart med Had og snart med Pris?
VII.
Brat min lille Datter vaagner,
pludrer lykkeligt og højt,
kært hver Dag som kært en Vaardag
Tøbrudslyd og Stærefløjt.
Med det samme høres muntert
hendes Mors Godmorgensvar.
Og Jeg ser fil Instrumentet —
her er Tonerne, jeg har.
Og den lilies Øjne lyser,
mens jeg løfter hende op.
Snart paa Bordet sprælsk der sparker
sund og vaad en nøgen Krop.
VIII.
Hvide Aske! Er du ikke
Dække over mere Glød,
luer Ilden i mit Hjærte
lifligvarm, med gylden Lød.
Og en fin og stærk Aroma
har i Rummet bredt sig ud.
Velbehagelig den vorde
disse Stuers stærke Gud!
Uden dem er Livet øde,
uden dem er Verden tom. —
Banker I paany derude!
Jeg er rede. Kom kun! Kom!