Velkommen paa Foraarets svangre Jord,
min lille, sorthaarede Pige!
Datter af din smilende Mor,
med Fryd jeg hørte dig skrige!
Du valgte en Tid til din Fødselsstund,
da Solen stod højt paa Himlen,
og medens du fanged dit første Blund,
da smilede Krokusvrimlen.
Du lille Barn, saa rundt, saa rødt!
Du er vel som mest de spæde.
Jeg hilser dig dog med et stolt: Vel mødt!
Voks ud og øg min Glæde!
For end er der langt fra dit til mit,
men der bliver Aar af Uger,
og hvor har jeg alt betragtet dig tit —
Du gror og sover og suger.
Du deler det nylig vaagnedes Kaar
i Skov, paa Grøfternes Kanter;
men en højere Sol over dig der staa
r end over Alverdens Planter.
De grønnes i Vaar, de falmer i Høst
og visner, naar Vinteren kommer —
din Skæbne gror i dit eget Bryst,
dit Sind skal skabe din Sommer.
Og Ormen kan mærke det unge Skud
og lade det tidligt blegne.
Jeg tør ikke tænke den Tanke ud —
hun kunde jo ogsaa segne.
Du Kraft, som har skabt hende frisk og sund,
hjælp til min Fryd at bevare!
Læg Livets Smil om den lille Mund
og i Øjnene blaa og klare! —
Du hviler bag Vuggens hvide Gardin
og maa baade løftes og lettes. —
Hvad Lod saa Livet har lagt som din,
nu er din Trang kun at mættes.
Du tømmer din Mors fuldtspændte Bryst,
og dobbelt rundes din Hage —
Der venter dig eengang en anden Lyst,
der venter dig andre Dage.
Din lille Fod, din lille Fod,
som endnu ikke kan træde —
maaske skal den bære dig mangt imod,
der faar din Sjæl til at græde.
Dog fjærnt kun stiger de store, graa
Skyer i Lykkens Stunder —
Viljeløst flakker dit Øjes Blaa
— jeg synger om Livets Under.
Men hvem kan vælge den Vej, som du
engang skal gaa mellem andre?
Bliv stærk, bliv god — og min hele Hu
skal følge dig, hvor du vil vandre.
Af mig faar du ikke det Sind til Arv,
at du let springer med, hvor der danses,
men et, maaske, der gaar frem mod sit Tarv,
standser, men ikke standses.
Og gid du aldrig maa tynges saa tungt
af Tanker og ængstende Minder,
at ej du kan smile lidt foraarsungt
en Dag, naar Solen skinner.
Du fødtes jo dog under Solens Tegn
i Vaarens hellige Tide.
Knopperne svulmed i Busk og Hegn,
og alting lo saa vide.