I
Man siger mig, hun har været her,
disse Blomster har hun bragt.
Saa bliver jeg siddende længe,
for at høre, hvad hun har sagt.
II
Jeg lytter til hendes Stemmes
fremmede Tonefald,
og mine Tanker tæmmes,
alt som hun vil, de skal.
III
Jeg stirrer ind i det brune,
forskende, lange Blik.
Jeg grunder paa smilets Rune
og paa det lille Nik.
IV
Nu skulde der stande fra Stund til Stund
en Strid mellem Svend og pige.
Der var med hende hun selver kun,
men aldrig jeg saa hendes Lige.
Jeg havde i Hjærtet den bævende Fryd,
for Øje den liflige Fare,
og dag mig Mindernes mumlende Lyd,
der vilde for Stævnet mig vare.
Den første Dyst, vi sammen stred,
da blev hendes Øjne saa blide.
Jeg vandt, at hun satte sig hos mig ned
og følte sig tryg ved min Side.
Den anden Dyst, vi yppede der,
da blev hendes Kinder saa røde.
Jeg vandt, at hun sagde, den Stund var kær,
da atter hun skulde mig møde.
Den tredje Dyst, vi sammen stred,
da tabte jeg over al Maade.
Jeg kasted mig hende for Fode ned
og bad hende over mig raade.
Hun stod som en, der var stedt i Nød
og ej kunde Udvej finde.
Blodet drev fra Kindens Lød,
hvor før det var vant at rinde.
Hun strakte Smaahænderne mod mig i Hast,
men ikke for Sejren at tage.
Jeg rejste mig op og loved mig fast,
at hun ej skulde høre mig klage.
V
Hvad nytter det alt?
Hvad nytter det alt?
Naar lindrer vel atter
den Stjærne, der faldt?
Hvad er vel vort Haab?
En Pagt i en Daab
med Takken — og Død
i et undertrykt Raab,
en langsom Død
i megen Nød.
paany opstaa?
paany forgaa?
VI
Saa ussel er altsaa jeg blevet,
i Drømme jeg hende har set,
og det er, som jeg havde det levet
og som noget godt var stet.
VII
Jeg ønsker, at jeg maatte møde
dig endnu engang og se
dig græde for Haab, der døde,
med Kinderne hvide af Ve.
Hun kom som en, der til Skrifte vil gaa
for noget hun synded i Blinde
og ej kunde atter af Tankerne faa,
for det vilde blive derinde.
Det var ikke Ord, der mildned min Hu,
men den stille, bedrøvede Stemme
og det angstfulde Blik, der sig hæved et Nu
for atter bag Laag sig at gemme.
Og Bekymringens Træk, der da Ordet var endt,
sad kvær i de bævende Vige,
og Legemets Hele, der lyttede spændt,
om intet jeg havde at sige.
IX
Jeg ved, at du er smuk og god,
jeg ser, at du i Hu er mod.
Jeg tror, din Sjæl er stolt som min
og meget mere fin.
X
Eet skal du vide, hvorhen du end gaar
— Fred over alle dine Dage.
Jeg ønsker dig sunde og lyse Aaar
og Magt til alt usselt at vrage,
Kraft til aldrig at trues
bort fra hvad du har kær,
og Ret til aldrig at blues
for det Billed, i Sjælen jeg bær.’