Til Viggo Stuckenberg(Efter Læsningen af „Sne”)Foruden Dvælende Stunder gaar.Jeg syntes, Sjælenblev tør og haard.Jeg gik og høstedmin Ungdom ind.Min Sang forlystedmit eget Sind.Og stor var Resten,som ude stod —Jeg drømte næstenom Overflod.Men ej min Grødejeg fik i Hus.Den blev kun Fødefor Markens Mus.Først Dages Væden,saa Nattefrost.Ej taalte Sædenden barske Kost.Foruden Dvælende Stunder svandt.At tro paa Sjælenmig tyktes Tant.For Tid var gaaetog Kræfter med.Mistrøstig saaedjeg Vintersæd.Men der kom Kulde.„Skal jeg mon seKorn gro af Mulde” —da faldt der Sne.Jeg vaagned tidligtog saa mig ud,og alt laa hvidligti Vinterskrud.De kendte Egnemed Marker, Træ’rstod allevegnei andet Skær.Foruden Dvælende Stunder flød.Sne faldt paa Sjælen,faldt lind og blod.O, hvor den dulmed,jeg drak den ind.En Kilde svulmeddybt i mit Sind.Er det ej Drømme?Igen jeg trorpaa stærke Strømmeog stille Ord.