Til Viggo Stuckenberg
(Efter Læsningen af „Sne”)
(Efter Læsningen af „Sne”)
Foruden Dvælen
de Stunder gaar.
Jeg syntes, Sjælen
blev tør og haard.
Jeg gik og høsted
min Ungdom ind.
Min Sang forlysted
mit eget Sind.
Og stor var Resten,
som ude stod —
Jeg drømte næsten
om Overflod.
Men ej min Grøde
jeg fik i Hus.
Den blev kun Føde
for Markens Mus.
Først Dages Væden,
saa Nattefrost.
Ej taalte Sæden
den barske Kost.
Foruden Dvælen
de Stunder svandt.
At tro paa Sjælen
mig tyktes Tant.
For Tid var gaaet
og Kræfter med.
Mistrøstig saaed
jeg Vintersæd.
Men der kom Kulde.
„Skal jeg mon se
Korn gro af Mulde” —
da faldt der Sne.
Jeg vaagned tidligt
og saa mig ud,
og alt laa hvidligt
i Vinterskrud.
De kendte Egne
med Marker, Træ’r
stod allevegne
i andet Skær.
Foruden Dvælen
de Stunder flød.
Sne faldt paa Sjælen,
faldt lind og blod.
O, hvor den dulmed,
jeg drak den ind.
En Kilde svulmed
dybt i mit Sind.
Er det ej Drømme?
Igen jeg tror
paa stærke Strømme
og stille Ord.