Roser og Vers
(Afskedshilsen til en ung Ven)
(Afskedshilsen til en ung Ven)
En Tak — for Deres Digt især.
For vel er Roser røde,
men Linjerne i Verset bær’
et Hjærte mig i Møde.
Jeg kender Hjærtet paa dets Slag.
De klinger i mit Øre.
Javel! Det er den sidste Dag,
jeg skal dem saadan høre.
Der lukker sig en port bag Dem.
Det gamle Liv er omme.
Og mens De gaar ad Vejen frem,
vil nye Tanker komme.
Det er og var og bliver saa.
Nu er det paa de Tide —
og nu skal De til Afsted faa,
hvad ej De ved, at vide.
For mig har De haft Vægt og Værd.
De gamle Fugle sjunge.
De kom til mig og sad mig nær —
jeg lærte af den unge.
Jeg har det vidst og ved det end:
Ny Jord jeg skal mig vinde.
Og De har bragt mig Bud fra den —
jeg sejled ej i Blinde.
*
Nu springer Deres Blomster ud
i Foraarsluftens Strømme,
som stryger om den Blomsterhud
med alle Længslers Drømme.
Men af de rives. Blad for Blad,
til ej der findes flere,
og Stilken, hvor de sammen sad,
den ser dem aldrig mere.
Men Frugten har sin modne Tid,
er Bladene end blevne,
falmede, tørre, hid og did
for alle Vinde drevne.
At stræbe højt er Mandens Kald.
Voks op mod Deres Stjærne!
De frygte ej for Bladefald.
Jeg tror, De rummer Kærne.