Sjældent kun han Livet priste,
mod sig selv man værst ham kaldte;
blandt de bedste han dog talte
Venner om sig — den forviste.
Naar jeg mindes ham, jeg hører
atter Stemmer lavt sig sænke,
Læber ser jeg sig betænke,
og paany hans Lod mig rører.
Ti naar disse Stemmer taler,
rummer de en Klang af Klage
over spildte Aar og Dage,
over al hans Angers Kvaler.
Verden sagde: „At han kunde!
Nu er Bægret fyldt til Randen.”
Vi ser tavse paa hinanden,
og vi ved, hvorfor vi grunde.
Stille for os selv vi skrifter,
vore Sjæle har forstaaet:
mindre havde vi formaaet
i en Kamp mod disse Drifter.
Der blev sagt: „De har ham fældet,
og for Hjælp de Vejen spærre.”
Men han stod som Sejerherre,
selv naar han blev overvældet. —
Brevet mælder, nys han døde.
Ej forgæves har han levet:
dyrebar var os han blevet,
sk’nt sit Liv han lagde øde.
Ti var end hans Fjender stærke,
fik de end ham ofte slaget,
aldrig fik de fra ham taget
Gentleman’ens Adelsmærke.
Det var intet Flittersmykke,
hvorom Godtkøbsord han sagde —
som han bar og som han lagde
fra sig efter eget Tykke.
Ti til dette højt at bære
har ham hver hans Tanke stemplet,
og hans Handlinger er Templet,
hvor det hænger til hans Ære.
Er du viet, ind du træde!
Taareblod paa Templets Stene!
Nihil, nihil nisi bene!
Han har kendt saa lidt til Glæde.