Jeg løftes i Vejret, jeg flyver — hvorhen? —
Der er svimlende Taarne, som skinner.
Nu stinger det inde i Brystet igen,
og Saaret og Tankerne minder.
Jeg husker, jeg stod i den farlige Leg;
med et blev mit Aandedrag hæmmet.
Naar Koften er blodig, er Kinden vel bleg!
Hvor er jeg? hvor alt er mig fremmed!
Men hedt jeg fornemmer i selvsamme Stund,
at Kinderne gøres mig røde:
Med hilsende Hænder og smilende Mund
Valkyrien gaar mig i Møde.
Og hende jeg kender, — men aldrig jeg saa
den Dragt, hun til Værn sig har skaaret.
Hun har over Brystet en Brynie blaa
og bærer en Hjælm over Haaret.
Men medens hun staar i det krigerske Staal,
er Øjnene kvindeligt ømme.
At se dem saaledes var fordum et Maal
for mine undselige Drømme.
Ti dengang hun krænged sin Brynie blaa
af Skuldrene spæde og hvide
og lagde de Klæder, jeg kendte, derpaa
og lod gennem Luften sig glide
og skred i sin Magt gennem Mændenes Hu,
var Øjnene blanke og haarde,
og aldrig hun glemte et eneste Nu,
at kommen hun var for at kaare.
men selv blev hun aldrig besejret.
Da nynned min Sjæl i forunderlig Lyst;
med Ord jeg den evige fejred.
Og Ordene med til Alfader hun tog
og sang dem de hundrede Gange.
Valkyriemodet jeg, Mennesket, vog
med mine enfoldige Sange.
Nu byder hun mig, den erindrende Dis,
et Gensynets Bæger — til Minde
jeg drikker det ud til Valkyriens Pris —
saa lader vi Timerne rinde.
Og ned vi os slaar paa en Tue paa Jord,
den fangede Høg og dens Due,
og tøvende svinger de sølverne Ord
fra Læbernes sitrende Bue.
Vi taler saa tyst, medens Solen gaar ned —
jeg har hendes Haand mellem mine.
Vi mindes det svundne og smiler derved —
saa tager hun min mellem sine. — —
Det hændte et Sted mellem Stjærne og Sky
en Stund mellem Tanke og Dvale.
Det hænder i Næ og det hænder i Ny,
naar sammen alene vi tale.