Stjærnen
Til Knud V. Rosenstand og C. Lambek
Til Knud V. Rosenstand og C. Lambek
I.
Det var en mørk Augustmat,
men stærke Stjærner brændte;
ikkun min egen ulmed mat —
mit Øje bort jeg vendte.
Jeg slap min Ravn af Buret ud:
„Min sorte Fugl! Du stige
med Bud fra mig, i Sørgeskrud,
til Eventyrets Rige.
Øget det er med en ung Provins,
der Ry og Rigdom lover.
Find den Eventyrets Prins,
som raader frank derover.
Sig, at jeg dig did har sendt
fra Sorgens snævre Dale.
Fuglenes Sprog er ham velbekendt;
han vil forstaa din Tale.
Sig, at jeg er syg og mat
og sløv paa Sjæl og Hjærne,
og han maa komme hid i Nat —
jeg ængstes for min Stjærne.”
Jeg løste Lænken af min Hund:
„Min glubske Ven! du fare
den lige Vej, i denne Stund,
til Skovs paa Fødder snare.
Uudgrundet Skoven staar,
hver Sti i Løv forsvinder.
Inderst hvor dens Hjærte slaar,
et tømret Hus du finder.
Væggene dannes af furede Lag
brede, brune Stammer.
Ranker der er om dets takkede Tag
og om dets Vindvers Rammer.
Paa Svalen sidder en Mand, som spændt
følger Skovens Lyde.
Glam højt! At jeg dig did har sendt,
det vil forvist han tyde.
Og naar han Bud om Natten faar,
saa ved han, han skal komme.
Skynd jer afsted! Se, Stjærnen staar,
som alt dens Tid var omme.”
Ravnen fløj, og Hunden løb,
villige var de begge —
og Stunder efter Stunder krøb
frem i langsom Række.
II.
„Velkommen hid med Ravn og Hund!
Men bedre nu det tegner.
Snart kommer den klare Morgenstund,
og alle Stjærner blegner.
Her sidder vi, en lille Trop.
— Hvor Dalene er øde!
Kom, lad os gaa paa Højden op
Augusti Sol i Møde.
Den hæver sig fra Himlens Rand,
de stærke Haner galer.
Nu vaagner Folk i Stridens Land,
og dybe Stemmer taler.
Og Egnen staar i dugget Skrud,
saa skøn som ingensinde,
og Haabet bringer Morgenbud,
forjætter, jeg skal vinde.
Men ak! jeg husker alt for vel,
hvor tit det før har sveget.
Jeg sad saa stille mangen Kvæld —
mit Mod er atter steget.
Og Sjælen skælver glad igen
som i de unge Dage.
Langt ser jeg over Egnen hen —
Tilbage did! Tilbage!
Jeg lytter til min Længsels Røst,
den kalder og den maner.
Lig stille, Længsel, i mit Bryst!
Din Lod og min jeg aner.
Thi Gryets Glans vil snart forgaa,
om end det dejligt dages.
De Stjærners Skin i Nat jeg saa —
jeg husker bedst den svages.
Jeg tror, ved næste Stjærneskær
den helt af Rummet sluges. —
Men her er fagert, fjærnt og nær,
trods alt, hvoraf jeg knuges.
Jeg stirrer ud, jeg stirrer ud,
kan ej min Længsel tvinge.
Den ler af Bøn, den ler af Bud.
Hvorhen vil den mig bringe?”