Jeg træder, Vejen støver,
tungt og vaadt er mit Haar;
atter i Græs og Kløver
de røde Køer staar.
Et Lykkeskud jeg røver,
og fort med min Fangst jeg gaar.
Frem er Høsten skreden —
Jeg glædes som alt var mit.
Rugen er rejst, og Hveden
har mærket Maskinernes Snit.
Jeg naar i Middagsheden
den Gaard, jeg gæsted tit.
Der bli’r Uro i Ællingeslænget,
Hunden knurrer vred.
Der snorker en Mand paa Stænget,
to Katte kigger ned.
Drengen har haardt sig senget
bag Stablen af kløvet Ved.
Ferskenen modnes mod Muren —
Jeg lister mig uden Støj;
lang bliver næppe Luren —
jeg banker en Sky af mit Tøj
og sætter mig, træt af Turen,
ved Havens Rand paa en Høj.
Alt og alle tier
rundt om mig langt af Led.
Kun sødmesugende Bier,
brummer om Busk og Bed. —
Stille Sjælen dier,
den dier af Fylden Fred.
Jeg elsker den rige Grøde,
som ude paa Marken staar.
Hold, o Søvn, din bløde
Haand over al den Gaard:
Jeg skal ej mere møde
et saadant Syn i Aar.
Men snart skal Blikket vænnes
til trist at se sig om, —
naar Aftenpiberne tændes,
er mangen en Tavle tom. —
Og i min Sjæl det kendes,
paa høje Tid jeg kom.
Blaanende Himlen hænger
om Jordens Gyldenskrud,
stille, hvide Længer
ser lavt mellem Pilene ud,
Hegn fra Haverne stænger
med tætte, viltre Skud.
Bliv, Sekunder, lange!
I fyldes af Sødmens Saft.
Jeg suger af jer for mange
Uger Mod og Kraft —
og sortner end alle Vange,
en Glædesstund har jeg haft.