De havde kun hende, saa døde sgu hun.
— Vi loved den gamle aa bære.
Gud ved, hvad det Gilde har kostet dem mon?
det va’ stort a’ hos Smaafolk aa være.
Jæ kom da tilpas — jæ fulgtes med Mads
til a’ faa mig en Bid med de sidste.
„La’ vos saa komme hen aa faa fat“, sa’e Mads —
aa saa gik vi med Jomfruens Kiste.
Vi stilled den op i den stive Kareth,
aa Kusken begyndte aa køre,
men Vejret var galt, som jeg sjælden har set,
aa saa var det et Såten til Føre.
„Hør, den æ sgu hvas, denne her," sa’e Mads,
„den regner vist dørk med det fø’ste.
Aa sikken et Fodtøj, vi faar”, sa’e Mads.
„Der blir novet for Mine aa bø’ste.”
Men saa tog Fa’en ved Præstens Hat,
og hen gennem Skidtet den svansed.
Han raabte Gevalt aa vi fik den da fat,
men hele Kodiljen ble’ standset.
„Nu æ vi nok strå’s, hvor vi ska’," sa’e Mads.
„Gud Fader, hvor Hatten æ svinet.
Det æ godt, a’ det ikke æ min”, sa’e Mads,
aa Kors hvor Mads han grined. —
Vi frøs, men det fik jo da Ende en Gang,
aa det knev for den gamle og Moren.
Det va’ knapt, a’ vi sæl’ kunde høre, vi sang,
men Jomfruen kom da i Jorden.
„Se, der æ nu Plads til fler”, sa’e Mads.
„Men naar vi nu bare va’ hjemme.
Det va’ godt a’ faa skiftet lidt snart,” sa’e Mads,
„aa min Ligtorn begynder aa klemme.”