Der stivned en Stjærne, som stirred herned,
og Kulden har kulnet dens Lød,
men ingen af alle dens Søskende ved,
at længst er den evige død.
Den lyser ej længer; men Straalerne gaar
den sidste, den fredløse Færd,
til Verdener ud, over Menneskeaar,
med mørkeformildende Skær.
Men stivned en Sjæl, som jeg saa og fik kær,
da mærked jeg brat, det var sket,
for Jorden mig synes saa fremmed og sær,
som ej jeg den ellers har set.
Jeg vil glemme, jeg vil ikke tænke derpaa,
men Tankerne kredser derom,
og at det er hændt, kan jeg ikke forstaa,
og det er, som om Verden blev tom.
II.
Det var Sommer, og skinnende Ribsene hang,
og Hindbærrets Blege blev rødt,
der kom Nødder i Krat, der vår Stakke i Vang,
og Lindene duftede sødt.
Det var Højdag, men Luften var sløret og graa,
og sænket var Himmelens Hvalv,
og mørktklædte Folk man paa Gaderne saa,
og Husene flaged paa halv.
Og Kirkegaardslaagen gik op og gik i,
og Gruset blev mærket af Skridt.
Der var Stilhed og Sorg, ti et Liv var forbi,
som modnedes frodigt og frit.
Det fyldte i Kirken af Kransenes Flor —
en Kiste stod højt i dens Gang,
og Mænd traadte frem, og de bar den til Jord,
saa langsomt, mens Klokkerne klang.
Det var over Graven, der stod den en Stund,
og Haanden gav Slip paa sin Hank,
og Rebene strammedes under dens Bund,
man tog Fjælene væk — og den sank.
III.
Jeg prøver paany i de vanlige Spor
med Magt mine Tanker at faa.
Der er intet at se paa den slugende Jord
— en Tue kun mere derpaa.
Men den gemmer de Aar, som os Skæbnen har skyldt,
utændte vil aldrig de gry. —
Og jeg sejled, mens Sindet af Savnet var fyldt,
afsted fra den fremmede By.
Hvad misted da jeg, som kun lidet har kendt
den Kvinde, man jordede her?
Og jeg svarer mig selv: Hvor hun var, er det hændt,
at en Time blev Maaneder værd.
Jeg ser hendes Smil — der blev smukt, hvor det faldt,
og lyst, hvor det skinnede ind;
det varmede alt og det farvede alt
jeg mærked det selv paa mit Sind.
Og kækt som en Page sit Hoved hun holdt,
og Øret var elskelig snildt,
og Blikket var stundum bedaarende stolt
og stundum saa forskende mildt.
Men Læberne talte det dejlige Sprog,
der viste, at Sjælen forstod.
Jeg har lyttet dertil, jeg har lyttet mig klog.
jeg har længtes dets Toner imod.
Men selv naar hun syntes fortrolig og nær,
blev altid betaget jeg var,
over Holdningen var der det Fjærnhedens Skær,
som Digtenes Dronninger har.
Og Trangen til Skønhed hun bar i sit Bryst,
og dens Syner — og selv var hun smuk.
Jeg har hørt det paa Mandens beherskede Røst
og paa Ynglingens standsende Suk. —
Man taler rundt om mig om fremmede Ting,
min Hu mod den døde er vendt.
Og jeg tænker, imedens jeg ser mig omkring:
Af dem har hun ej været kendt.
Jeg tror, at jeg drømmer — jeg ved, du er død,
jeg saa, at de lagde dig ned;
men for mig du staar med de levendes Lød —
det er, som af intet du ved.
Jeg har bundet en Krans til din tidlige Grav —
jeg møder dit smilende Blik,
og det er, som om bare jeg Blomster dig gav,
og du hilser mig mildt med et Nik.
Jeg ved, du er sovet for Evighed ind,
men vaagen du staar for min Hu.
Det er med din Sjæl, som med Stjærnernes
Skin — den brast — men den straaler endnu.
Det er, som om levende Lys der mig naar
fra dit Blik bag de mørknende Bryn.
Jeg vil føle det Skær gennem Menneskeaar,
du Straale, du Stjærne, du Syn!