Ude i Fjorden
Isen braged;
Hallen blev kvalm,
Kvælden tog af.
Veddet gav Varme,
Vaaren var nær. —
Gamle Kong Ragnar
rynkede Bryn.
Han saa sig rundt
blandt de ræbende Mænd,
skød Fadet fra sig,
Fingrene klæbed.
Terner bar Tvæt,
han toed sig ej,
men lytted efter
de Ord, der faldt.
Sønnernes Ry
summed i Rummet. —
Før var det ham,
der hærged ude.
Men op var det vokset,
det Ynglingekuld,
nu var det dem,
hvis Navn blev nævnt,
Højt der taltes
om Tog og Kamp;
han saa sig om
i sin egen Hal.
Snart atter ud
de unge drog
til Lande og Egne,
han aldrig saa.
Tavs han tømte
de tunge Horn.
De andre larmed,
til Lysningen kom.
Alt i eet
for hans Ører løb.
Trætte ved Ilden
Trællene sov.
II.
En Mand fra en Høj
mod Havet saa;
de sidste Sejl
sank derude.
Vinden var god —
han vendte sig om;
langsomt han gik
over Gopler og Tang.
Intet Skib
der i Skurene var,
men bundne til Pæle
Baadene laa.
En Fisker stod
i Stavnen af sin
og skylled for Blod
og Skæl den ren.
Den gamle gik hjem —
Paa Gaardens Port
hang der friske
Huder og Skind.
Køtere knækked
de Knogler, de fandt,
af Aarets Lam
og unge Kalve.
Det var deres
Del af Gildet.
Over Tærsklen han tren,
Trælle gik rundt;
paa Baal de kasted
Bænkenes Halm.
Kedler, Kander
og Kar blev gemt
Der var dunkelt inde —
men ude han saa,
Søen og Lyset
sammen i Leg.
Gamle Kong Kagnar
rynkede Bryn —
Stemmer sænkedes,
stille der blev.
III.
Hornede Hænder
hug, saa det sang;
stærke Stammer
styrted omkuld.
Pustende Trælle
trak dem afsted —
og Rygtet fløj
til Randalin.
Undren hende greb,
op hende trak
fra Sædet, til Døren,
drev hende ud.
Dronningen vandred
Vejen ene,
frem hun gik
for den gamle Drot.
Han sad paa en Stub —
hun standsede rank.
Fuglene kvidred,
Folkene hvilte.
Paa hans Skulder og Skæg
hendes Skygge faldt.
Hun spurgte, hvad Hugsten,
han holdt, betød.
Mut han løfted
de mægtige Bryn:
„Ved jeg fælder
til Vinterens Tid.”
Forskende ind
i hans Øjne saa
rynket og rolig
Randalin.
IV.
Økser jævned
det unge Ved.
Planker man fuged
i Planker ind.
Der blev brede Rum
for brede Mænd;
Master blev rejst,
og Ror man skar.
Senede Fingre
syede Sejl,
Bud der red
efter raske Kæmper.
Tvende Skibe
der tømret laa,
og Rygtet fløj
til Randalin
Undren hende greb,
op hende trak
fra Sædet, til Døren,
drev hende ud.
Dronningen vandred
Vejen ene;
frem hun gik
for den gamle Drot.
Ved Stranden han stod
hun standsede varm,
Kulingen rusked,
i Kjolen, hun bar.
„Før var det mig,
der gav Fyrsten Raad,”
sagde hun. „Sig,
hvi sejle du vil!”
Ragnar.
Børen blæser
bort fra Land.
Jordens Træ’r
trak den i.
Vide jeg maa,
om Vandene end
kan bære en Kjøl
paa buet Ryg.
Mit Lov har lydt
Landene rundt,
men Sønner du fødte
af frodigt Skød.
Nu gaar der Ry
af Ragnars Børn,
og jeg maatte sidde,
hjemme og glemt.
Led er jeg bleven
ved Livet her.
Naget under
mig aldrig Fred.
Gammel jeg er,
men ej gammel nok —
højt mig kalder
Kampens Hane.
Og kunde man ej
paa anden Vis
se, hvem. af Ætten
der ypperst var,
jeg ledte dem op
derude mod Syd,
lod Døden vælge
dem eller mig.
Men i England
Ella raader;
intet Navn i hans Ører
ilde har lydt.
Jeg kommer med Folk,
der er faa mod hans —
sejrer jeg der,
vil jeg sige ham mit.
Randalin.
For lille dit Følge
til Langfart er,
og hjemme beholdt
jeg helst dig nu.
Jeg tænkte, at vi
skulde ventende sidde
og ældes helt
ved Arnens Baal.
Hvad er det, du siger
om Sønnernes Ry?
Altid jeg ængstes,
naar ude de er.
Misted jeg en,
for meget det var —
for at hævne ham,
hidsed jeg selv.
Og sejled du da
i den sikre Død,
fulgte min hele
Hu dig paa Vej.
Men ondt det bliver
ene at gaa,
naar bort du drager
paa Daarefærd.
Ragnar.
Kvinder tænker
paa Kvindevis;
Mænd vil mindes,
medens de lever.
Sig, naar du ser
dine Sønner igen,
at ude i Aar
Jul jeg drikker.
V.
Det lakked mod Kvæld,
og det lyned fjærnt,
side Skyer
skjulte Himlen.
Havet blev sort
som de huggende Skrog —
Gamle Kong Kagnar
ved Roret stod.
Vinden i Skægget
Skum ham slængte;
Vandet slog over,
Øserne gik.
Haglene hug
i de hujende Sø’r;
trægere sled
de trætte Arme.
Da ønsked Ulv
han atter sad
under Taget, der randt,
naar Regnen slog.
Natten blev ved.
Intet vejrhaardt Døgn
var langt for dem alle
som ene den.
Ragnar følte,
hans Fødder blev blaa;
ned ad hans Ryg
risled det koldt.
Han sang for at varme
sit valne Bryst,
aanded iblandt
paa sin blodløse Haand.
Men agterude
atter sig hæved
Lyset og løb
dem langt forbi.
Intet Skib fra Skibet
at skimte, der var. —
De saa en Kyst,
de blev kastet derind.
Bølgerne suged —
kun Sand at naa;
Arme og Ben
bored sig fast.
Havet beholdt
Hælvten af Flokken —
selv trak Ragnar
syv i Land.
Og trætte som Dyr,
der har trukket for haardt
sløve for alt
de slængte sig alle. —
Da Solen gik ned,
sov de endnu.
Natten blev lys,
og Lig drev op.
VI.
Det brændte trindt. —
Brølende Kvæg
Tøjrene trak
af Trælles Hænder.
Ind i Stalden
det styrted igen. —
Det regned med spildt,
rygende Hø.
Og Taget skred
paa en taarnet Hal;
Bjælkerne faldt
paa fyldte Borde.
Ilden stod ud
i aabne Rum.
Bønder om Hjælp
ved Hjemmene skreg.
Og ind over Land
for Livet man sprang;
kastede Vaaben
paa Vejen laa.
Da slængte Ulv
sit sløve Sværd,
bed de styrtedes
Struber itu.
Ragnar stod
ved en rygende Tomt;
Fanger man førte
for Fyrsten frem.
Odde han ind
i Øjne stak;
hævede Hænder
hugged han af.
Natten brød frem.
Næet skinned
paa sovende Mænd
under mørke Skjolde. —
Hæren var vandret
videre frem —
længer den naaed
den næste Dag.
Rygtet ilte
til Ellas Gaard;
hans tandløse Mund
mumled et Bud —
Jarler i Brynjen
hjalp deres Drot. —
I Kulden han hosted,
da Hirden kom ud.
VII.
Føret var tungt
af tøende Sne;
vaadt laa det graa
Gry over Land.
Men Ragnar drog frem —
i Rusket han saa,
mægtige Masser
imod ham kom.
Følget standsed,
men Fyrsten lo.
Sultne Pile
peb omkring dem.
Blikkene fløj
flakkende rundt —
paa alle Sider
Angler der var.
Da loved enhver
at vi, før han faldt,
til den tavse Muld
mere end een.
Lurer løftedes,
Luften rulled —
Kongen smilte
Kampen imøde.
Sværdene brændte
i sviende Vunder,
Langøkser sank
i segnende Kroppe.
Sne og Jord
om Hjælmene fløj,
i Sporene blanded
Blod sig med Vand.
Fyrsten kløved
Fjendehavet;
men bag hans Ryg
rulled det sammen —
slugte hans Mænd
og matted ham selv.
Gamle Kong Ragnar
gispede tungt.
Ragnar.
Rygtet fylker
de faldne Mænd,
og næppe min Arm
orker mer,
men fler skal det følge
af Flokken endnu,
inden det rider
for Randalin.
Trindt blev der sagt:
„Sig, hvem du er.”
Pludselig mærked han,
Mængden veg —
Frem gik Ella,
Englands Herre,
rynket under
den røde Hjælm.
Ragnar.
Øllet staar skænket
paa Asernes Bord,
og tørstig jeg blev —
det er Tid, jeg dør.
Navnet jeg har,
nævner jeg ej,
hvem der saa end,
derom mig spørger.
Ella.
Dig fælder vi ej,
før faldne vi ved
hver Søn af en,
der er ældet som du.
Rejs, er du Ragnar!
Jeg ruster dig ud,
men Skibet, du faar,
skænker jeg dem.
Gamle Kong Ragnar
rynkede Bryn.
Hans Øjne blev hvide,
Akslerne sank.
Eet Skridt gik han frem,
saa skreg han lydt,
og Haanden slap
det hævede Sværd.