Der sagdes, at Bjarne
nyt Land havde set;
der blev studset og troet,
der blev tænkt, der blev let.
Men mange fik Lyst
til at drage afsted —
hos Erik denrøde
paa Bratteli med.
Det var Leif, der tog Ordet:
„Saa før os da, Fa’r!”
De saa mod den gamle
og vented paa Svar.
Men længe han stirred
i Luerne ind,
og Smilet blev sygt
paa hans fregnede Kind.
„Jeg tror, jeg har fundet
de Lande, jeg skal;
nu hygges jeg bedst
i en Krog i min Hal.”
Da svarede Leif:
„Du er myndigst endnu,
og ingen i Ætten
har Lykke som du.”
Den gamle stod op,
henad Gulvet han drev,
men satte sig atter
og sagde, han blev.
Der gik et Par Uger —
han nægted igen.
Leif købte et Skib
og tinged sig Mænd.
II.
De fik Bør og de landed.
For første Gang stod
i det dødsstille Stenland
en Menneskefod.
Alt var klippegraat haardt,
intet Trin satte Spor —
de spejded, men fandt
ej en Spalte med Jord.
Leif stirred paa Landet,
modfalden og tavs —
saa gav han det Navn
og stod atter til Havs.
Bjærgtoppene svandt
bag de sortnende Søer;
højt brølte de hungrige,
tørstende Køer.
Der ankredes atter. —
For første Gang for
i det mumlende Skovland
fra Læber et Ord.
I de hvilende Løvskyers
evige Nat
var der fjærne og spredte
Lyssteder med Krat.
Men mest fandt de Mulm,
der var blindt som en Gravs.
De gav Landet dets Navn
og stod atter til Havs.
Trætoppene svandt
bag de grønlige Søer;
mellem Bunker af Løv
laa de gumlende Køer.
Der slog lindere Luft
mod det stribede Sejl.
De spejdede ud:
Saa var Kursen ej fejl!
Græsbræmmet en Kyst
i Stjærneskin laa. —
Da Morgenen kom,
løb de op i en Aa.
III.
Der laa Dug over Græs
under Morgenvindsstrejf.
Det var højt, det var tæt —
da smilede Leif.
Han plukked et Straa,
som han tygged en Stund,
og han mærked den sødeste
Saft i sin Mund.
De fandt selvsaaet Hvede
med dryssende Ax:
der var havdybe Søer
med vældige Lax.
Der var Træ’r, men de ved ej,
hvad Træer det er.
De fandt Ranker med blaanende
Klaser af Bær.
Leif plukked sig en
af en haardttynget Vaand,
og han vejed dens Vægt
i sin brunede Haand.
Men Tyrker kom til,
med sit gladeste Grin.
„Det kender jeg, Fostersøn,
dette er Vin.”
Da smilede Leif:
„Nu var Lykken os god” —
og Vindruen blanded
sit Blod med hans Blod. —
De tømred med Lyst
Storboder ved Strand
og fandt, der var fundet
et kosteligt Land.
IV.
Det led imod Vinter. —
Hvor vidt de end for,
saa fandt de dog aldrig
af Fjender et Spor.
Og til Arbejd de gik
efter Fædrenes Sæd,
hvor de havde fundet
et blivende Sted.
De bygged en Stald,
og de satte i Hæs
for at fodre med Hø,
naar der ikke var Græs.
De stablede Ved,
for hvis Sneen slap løs,
de tørrede Fisk,
for hvis Vandene frøs.
De fik længere Nat,
men ej Sne og ej Frost,
og det svandt ikke stort
i den lagrede Kost.
Der kom altid lidt Sol,
der var lunt under Tag,
og Kvæget gik ude
den korteste Dag.
De saa til hinanden
med undrende Sind
og slentrede ud
og slentrede ind —
og de ældste fortalte
igen og igen,
de ei havde levet
en Vinter som den.
V.
Der kom varmere Kælen
i Vindenes Vift —
da vaagned den vaarlige
Trækfugledrift.
De fandt, der var godt
paa den givtige Jord,
men længtes paany
efter Livet ombord.
Da smilede Leif
i Lykke og Kralt:
„Jeg vil døje de Kaar,
som jeg fordum har haft.
Jeg vil føre min Fragt
over Havene hen,
men hid vil jeg komme
med Tiden igen.”
De lyttede til,
og de svared med Nik;
da jublede Leif,
og det lo af hans Blik:
„Vi har fundet et Land,
jeg vil vide min Løn:
jeg vil favne en Viv,
jeg vil avle en Søn.
Jeg vil sørge for hans
og for talriges Tarv;
men Høvdingeskabet
skal han faa i Arv.
Til den Grund, hvor vi staar,
har jeg Førstemandsret —
og jeg ta’r den i Eje
for mig og min Æt.”
VI.
De gik hen til en Høj,
hvorfra Synet var frit.
Da smilede Leif:
„Det skal alt være mit,
ej blot saa langt
som Blikket kan naa,
men saa vidt som min Fod
gennem Landet kan gaa —
til den standses af Sten
eller strømmende Vand
eller sivende Sump
eller synkende Sand. —
Men hver, der vil følge
tilbage med mig,
kan forlange en Del,
og jeg nægter den ej.”
De gik ned — og saa drog de
saa vide omkring
for at samle en Last
af de sjældneste Ting.
Frugter de sanked,
Vækster de brød,
og glade og dæmpede
Stemmerne lød.
For nu mente enhver,
at de vidste et Bo,
hvor de altid engang
kunde slaa sig til Ro.
Af Jord var der nok
i Høvdingens Land. —
Det vared en Stund,
før de stødte fra Strand.
VII.
Da Druerne modned
sejlklare de laa.
Deres Kvæg lod de blive
og Boderne staa.
Den sidste steg tungt
med sin Byrde ombord —
langs den glidende Bred
ud af Aaen de for.
Leif stirred paa Landet
betaget og tavs —
saa gav han det Navn
og stod atter til Havs.
Højt kaldte fra Kysten
de brølende Køer,
men Tagene svandt
bag de blaanende Søer.
Der dukkede op
i det fjærne et Land —
de stod ind af en Fjord
langs den hjemlige Strand.
Og da der blev mældt,
at man Sejlene saa,
kom Erik den røde
med Skindhuen paa.
Det dufted fra Lasten
af kosteligt Træ —
han gik ud, saa at Vandet
slog over hans Knæ,
hjalp, som han kunde,
de skød og dé trak,
og Skibet kom op
uden Spørgen og Snak.
Hjem til hans Hal
de med Ladningen gaar;
om Søjlernes Rækker
de Rankerne slaar.
De bunked paa Gulvet —
saa tog han et Skøn:
„Det var godt, du fandt did, Leif.”
Han saa paa sin Søn.
VIII.
Der taltes med Ros
om den vinlandske Færd —
saa red man til Bryllup
ved Nordlysets Skær.
Det var Leif, der var Brudgom —
og lille og ferm
bar Husfruen Haandtvæt
for Gæsternes Sværm.
Der var lydt, mens de spiste,
og Larm, mens de drak;
nysgerrige Folk
gav med Leif sig i Snak.
Torfin kom til
og stod der en Stund —
saa bød han en Sum
for Boder og Grund.
Da smilede Leif:
„Jeg sælger det ej,
men bo der du maa,
som om du var mig,
malke mit Kvæg
og slagte det, Ven! —
men Landet er mit,
naar jeg kommer igen.”
Der var Syvdagesgilde —
saa red de af Gaard;
de sejlede begge,
saasnart det blev Vaar.
De skiltes et Sted
paa det skummende Vand —
og mødtes igen
paa den grønlandske Strand.
IX.
Da var Vinlandet tabt —
der laa Lig paa dets Jord,
og Bodernes Aske
for Vindene for.
Der var spejdende Mænd
paa dets svindende Kyst,
Fjender, hvis Fødder
smøg sig saa tyst.
Leif kom fra Kong Olaf
i Nidaros By,
og Torfin gik til
og fortalte paany —
om den fjendtlige Stamme
der drev dem af Land,
utallig som Heders
rødbrune Sand.
Leif gik til sin Fader. —
Ved Dag og ved Nat
laa Erik den røde
og hostede, mat.
Kun sjældent han sov.
Med de hvidlige blaa
Øjne paa Sønnen
sindigt han saa.
Og han hviskede svagt:
Vi fandt Land begge to,
og dit var vel bedst,
men i mit kan vi bo.
Dog vilde jeg gerne,
jeg dit havde set.” —
Da smilede Leif
tungsindigt og spredt.
X.
En Vaardag derefter,
da Erik var død,
sad Leif med sin Søn
paa sit Skarlagensskød.
Nu trivedes Barnet —
han satte det ned.
Saa gik han mod Fjorden
med langsomme Fjed.
Før ildned det Syn
hans Søfarerblod —
men Budet var kommet,
der kued hans Mod:
Den Fyrste, der mest
havde Eventyrlyst,
var faldet ved Svolder
forrige Høst.
Leif husked den Dag,
da han sad ved hans Bord
og rakte ham Gaver
og hørte hans Ord:
„Hvis eengang jeg kan det,
jeg kommer derhen.” —
Nu var der ej Haab
om Skibe og Mænd.
Og hans Søn skulde bo,
hvor hans Far havde bygt —
han husked, da Hallen
med Ranker var smykt.
Hans Sind blev som Skibet,
Stormen forslaar —
han blev, til han døde,
paa Bratteli Gaard.