Stum Sorgen sad i Seerlæbens Viger,
men Øjet talte mer end mange Ord;
med sagte Trin gik Tjenere og Piger,
og der var dæmpet Tale ved hans Bord.
Sænkede Blikke løftedes og hasted
imod hans Ansigt baade Gry og Kvæld,
ti Herrens Salvede sin Gud forkasted,
og alle sørgede med Samuel.
Gud havde sagt: »Du nedslaa skal din Fjende,
hans Konge og hans Kvæg og alle Mænd,
og giver Kvinden Bryst, Du dræbe hende,
Du dræbe og det Barn, der dier end.«
Og Saul gik ud til Sur og slog sin Fjende
og fanged Mænd og Kvinder, Børn og Kvæg;
han dræbte Mand, han dræbte Barn og Kvinde,
men spared Kongen og det fede Kvæg.
Og han, hvis Hoved over Folket knejste,
bøjed det her for Folkestormens Brus —
da varsled Samuel, og bort han rejste,
og aldrig mer han kom til Kongens Hus.
Han vented — og han hørte Herrens Stemme:
»Lad af at sørge! Se! Saul faar sin Løn.
Staa op, gaa hen, hvor nu min Aand har hjemme,
salv Isais, Bethlehemitens, Søn.«