Dagen, den har sin Trang, og Aftenen har sin —
jeg droges efter Skaren til St. Larses Ruin.
Der var saa mørkt derinde, jeg kunde intet se,
men hørte nogen pludre og hørte nogen le.
Men Mundene forstummed. Der var en Melodi,
der sov et Sted i Rummet og vaagned glad og fri.
Der strøg igennem Mulmet en Tone sprød og fin,
den kom fra Nonnegangens højtliggende Trin.
Jeg stirred ud i Mørket, men ingen Haand jeg saa
og ikke Instrumentet, som Haanden leged paa.
De Toner sprang fra Strænge og blev en Melodi,
og det var mine Tanker, de hildedes deri.
Den tav, der tændtes Fakler trindt i den graa Ruin.
Højt oppe stod en Kvinde, der holdt en Violin.
Men Faklerne fik ikke med Mørkets Dybder Bugt,
jeg aned kun et Ansigt, men syntes, det var smukt.
Og nu har Staden klædt sig i Nattens Maaneskrud.
Jeg vilde gerne vide, hvorledes hun ser ud.
Og som jeg stille tænker, mens Folk forbi mig gaa,
da bliver hendes Ansigt til et, jeg ofte saa.