Shiwoi Uko
Bambusfløjten ved Havets Strand
Bambusfløjten ved Havets Strand
I.
I Fyrreskyggen paa et Fjæld paa Vagt
har Nat paa Nat en Fiskerdreng sig lagt.
Han trøster sig ved Bambusfløjtens Klang,
men bitter er hans Dag af Salt og Tang.
I Maaneskin, i Mørke har han lagt
sig Nat paa Nat i Skyggens Dyb paa Vagt.
Du hører i hans Bambusfløjtes Klang
en evig Længsels evig bitre Sang.
En Nat de stolte Hoffets Herrer laa
og fejred her en Fest med Larm og Pragt,
mens Høstens Maane gennem Luftens Blaa
drog roligt hen i al sin klare Magt.
Fra dengang klager Drengens Fløjte her.
En Nat de skønne Hoffets Fruer laa
ved denne Strand i Fyrstens lette Jagt.
Fjærnt hørte man dem Gyldenlutten slaa,
mens Fyrren suste om ham paa hans Vagt.
Fra dengang klager Drengens Fløjte her.
II.
Der ligger Rim paa Rør ved Strand. — Det fryser.
I Stormen alle Træer og Klipper gyser.
Klart klinger Fløjten. Paa sit Fjæld paa Vagt
har Fiskerdrengen Nat paa Nat sig lagt.
Det hagled haardt og tæt, det rasled højt.
Til stille Is blev Brændingsbrusets Sprøjt.
Blidt klang hans Fløjte. Paa sit Fjæld paa
Vagt har Fiskerdrengen Nat paa Nat sig lagt.
Orkaner suser ud af Bjærgets Kløfter,
i tunge Søjler Sandet op de løfter.
Angst klinger Fløjten. Paa sit Fjæld paa Vagt
har Fiskerdrengen Nat paa Nat sig lagt.
Og Regnskyl dæmped hver en Lyd, der lød,
og gule Bække overalt der flød.
Svagt klang hans Fløjte. Paa sit Fjæld paa
Vagt har Fiskerdrengen Nat paa Nat sig lagt.
III.
Og Maanens Skin tog af og til i Magt,
men lige mægtigt lød hans Elskovssang.
Endnu han drager paa sit Fjæld paa Vagt,
og skøn som aldrig før er Fløjtens Klang.
Den vilde Fjældstorm gennembruste den,
Fyrrenes dybe Syngen gennemsuste den,
den stærke Brændings høje Brag bekæmped
den, og Bølgegangens evige Mumlen dæmped den.
Endogsaa selve Skyerne, der gaar
over Onoye, lytter til og staar —
og den, der hører Fløjten, faar den kær
og lokkes stadig mer og mere nær,
i Drømme nynnende dens Melodier.
Et Øjeblik den med sin Klage tier.
Da toner den, tys, højere end før.
Nu klinger selve Himlen i dens Rør.
Hører du ej, at gyldent Harpeslæt
lydt græder ud, som intet Sind har grædt?
Engang en Sky over Onoye drog,
fra Bjærget med den Harpemestre tog,
derhen, hvor Maaneskibet alt til Fart
mod Himlens Land, med Stavnen vendt, laa klart.
(Japansk. Efter Otto Hauser).