Olaf Hansen (1870–1932)

Mens Tordenen ruller og Regnen strømmer,

hjulpne af Mørket og Guderne med,

sprænger tre Tusinde Mand afsted

i Dødsforagt og med slappe Tømmer

                ved Højenes Fod,

                Kampen imod,

med Pansersærkerne rullet op.

Paa Kutsukakes Marker og Bjærge,

paa Ohotakas og Kasaderas

vrimler imens Surugas Hær,

fyrretyvetusind Mand stærk.

        „Imorgen stormer vi

        Borgen Kiyosu,

        imorgen erobrer vi

        Landet Ohari,

        som en Flod bryder Diger itu —

        som et Bambus er brudt i et Nu.”

                Saa tænker de stolte i lystigt Lag.

Fyrrenes Brus er som Lutternes Sang,

og Tordenens Dronen er Bækkeners Klang.

        Ved den Nætternes Nat de sig fryder.

De spænder sig Bælte og Sværd fra Lænd,

de synger og danser og jubler — men —

        da Vejret er vildest og Festen med lyder

et Raab, der rejser sig rundtenom:

„Til Vaaben! Fjenden! Hvor er han? Kom!”

Men over dem alt de fjendtlige Spær

        regner i tætte Striber,

og om dem alt de fjendtlige Sværd

        suser, hviner og piber.

Himlen og Jorden Revner slaar. —

        Saa snelt som et Blik sig vender,

        saa snelt som et Lyn os blænder,

                som Dugg af Land

                under Solens Brand

to Tusindes Liv forgaar.

        Hvor lidet tæller,

        hvor lidet gælder

        Menneskeliv

        og Menneskekraft!

        Kun Marker og Bjærge

        bliver de samme,

        men, Oke-Hazama, hvor

        ser man, mens Majregnen falder

        saa koldt og vidt over Jord

        paa dig det forgangnes Spor?