„Bjørn Basse Hansen” var skabt af Gud ved hvad,
men stærk, som om han var støbt,
og saa godt som en ægte i Haanden han sad,
og saa var han kristeligt døbt.
Jeg købte ham for Ibenholt, dengang han var ung,
men der blev jeg snydt som saa tit:
Efterhaands gik Forsortningen af — men lige tung
og god var han endnu, skønt slidt.
Han fulgte altid med mig i tykt og i tyndt,
stod hos, naar jeg sad paa en Bænk,
og skaffed sig en næsten uafskyllelig Pynt
af Pletter af Landevejsstænk.
Han havde intet Haandtag, var bare den, han var:
Hoved i hele sin Krop —
var mandig slideragtig og kraftig og et Par
Dupsko han fik travet op.
Jeg havde haft ham længe, forinden han fik Navn —
saa fik han det — og ved ham det sad.
Og hende, der har døbt ham, var han ofte til Gavn —
vi var som et Trekløverblad.
Men „Bjørn Basse Hansen” var nu ikke bestemt
til at blive, hvor just han kørte hen.
Han blev borte, mens vi spiste, og det blev ikke nemt
— desværre — at finde ham igen.
Og da vi saa, „Bjørn Basse” virkelig var væk,
var der en, som nær var bristet i Graad,
men der var mange Mennesker paa Færgens
brede Dæk, og saa blev kun Øjeranden vaad.
Og jeg tror ved Gud, hun tænkte, da vi gik til vor Kupé:
„Vorherre maa vide, om ej
Mandfolket heller, naar galt skulde ske,
vilde have undværet mig.”
Jeg indrømmer ogsaa, jeg blev gal et Sekund
eller to eller tre eller fem,
for man gaar med Stok saa længe, at det kan gøre ondt,
naar man skal tage stokkeløs hjem.
Forresten tror jeg nok, jeg kunde miste mange Ting,
som mig mindre til Hjærte vilde gaa.
Gud ved, af hvem „Bjørn Basse” nu slæbes omkring?
Han var saa god at støtte sig paa.