I.
Husker du de hvide Veje
og det Støv, vi der tog med?
Husker du det krumme Leje,
hvor der krøb en Aa afsted,
Jættestuens gemte Mørke
og det Bræt, der var en Bro,
Tjørne, der var bidt af Tørke,
Lysthuskaffe i en Kro,
Tit i Bryggers og i Lade
og St. Jørgens lille Bjærg,
Hundeglam paa Lejre Gade
og det stille Hardenberg?
II.
Op — og saa afsted til Toget,
inden Solen kom for højt,
sidde frisk og vente noget
paa Maskinens kvikke Fløjt!
Rulle ud en Dag og vide,
vi er fuglefri paany!
Ind for Smaastationer glide,
dampe bort fra Sod og By.
Stige ud ved et eller andet
tjærnt og sikkert stille Sted!
Føle, at vi er paa Landet!
Plukke Blomster at ta med! —
gik jeg mangen Gang dig træt —
og vi spiste længe, længe,
førend du blev rigtig mæt.
Under Træer og paa Hoteller
sad vi ved vort eget Bord.
Hvil vi holdt paa Bænke eller
ogsaa paa den flade Jord.
Og mens det at gaa med andre
ofte fordum faldt mig svært,
var mig nu at enevandre
disse Somre næsten sært.
III.
Henad Lollands Landeveje,
brun som en Zigeunertøs,
slentred du afsted med seje
Skridt og pludred lystigt løs —
standsed for at se og snuse,
naar du noget sælsomt fandt:
Vippebrønd ved Husmandshuse,
Mylder paa en Grøftekant.
Dine Fædres Ørkentraven
end i Musklerne dig sad.
Turen selv var Mannagaven —
du blev baade træt og glad.
Ung og fremmed tit du gjorde,
om saa mange simple Ting,
Spørgsmaal som en Dreng, og store
Øjne sendte du omkring. —
Sammen har vi mange Steder
været nu ved Vang og Sø.
Allermest det dog mig glæder,
du var med mig paa min Ø.
Var, som dig jeg skulde hente
fra de magre Køers Land
for at vise dig det kendte
ubekendte Kanaan —
hvor det flød og flød med Fløde
i den lange Rødgrødstid.
og hvor Ænder maatte bløde,
og hvor Høns blev holdt til Svid.
Kammerat, du tro og glade!
Der var dog et Hjem en Stund,
som der var det for Nomade-
pigerne i Mamre Lund.
IV.
Husker du de „pæne” Gader
og den dybe Klosterro
og de mange Varmegrader
i det stille Maribo?
Paa sit Torv Kong Fredrik knejser
med sin Ryg mod Byens Raad —
og en halv Snes Drenge splejser
i en Smøge til en Baad.
Men i Kirken staar Birgitte,
hænger mangen Relikvi,
og vi træder paa de slidte
Sten med gamle Navne i.
Frem og hjem de tunge Nøgler
Kirkekonens Moder bær.
Hvidtet fra de hvide Søjler
ondt i dine Øjne skær.
Mens vi saa i Skyggen tøver
paa den lille grønne Sti,
haster med en Kasse Prøver
smart en Rejsende forbi.
Men vor Tanke gaar til Rummet,
hvor i Mørke under Sten
Leonora, nu forstummet,
hviler sine stærke Ben.
Bag en Havehæk en Rive
trægt igennem Gruset gaar —
og i Torvets Sol de stive
Avnbøgspyramider staar.
V.
Kan du huske Borgøs krumme
Gange og det lille Hus?
Søjlerne stod smaa og stumme
under store Poplers Sus.
Overalt var ud der favre
Kroner spændt — og busketæt.
Husker du den tynde Havre
inde paa den aabne Plet?
Ved et Bord vi skrev Prospekter
til vor stedkendtfjærne Ven.
Konen snakked, og Insekter
summed gennem Luften hen.
Langt vi lo, og atter ene
vandrede vi sammen der.
Vilde Æbler faldt fra Grene
paa et blødt og mosset Svær.
Ud fra store Træer knolde-
tunge, lange Rødder krøb.
Over gamle, lave Volde
skyggegrønne Stier løb.
Mellem Skræntens Askestammer
lyste blankt en Blaaning ind.
Fjærne Ruder brast i Flammer,
Bølger drev i Solens Skin.
Og vi stod igen fra Øen
mellem Sivet ved dens Strand,
og du holdt din Haand i Søen
med det bløde, gule Vand.
VI.
Husker du det Hus med Tavlen,
hvorpaa Digternavnet staar —
og den Grav, der spejler Gavlen
af den røde Berritsgaard?
Længst var op der dukket høje
Popler med det hede Hvælv,
da vi endelig fik øje,
midt for Vejen, paa den selv.
Højt en lynramt Elmekrone
raged midt i Gaarden op.
Til sin Dont en Lugekone
gik med sammenfalden Krop.
Og det var, som Tidens Viser
udenfor var rykket frem,
da vi stod paa Forstufliser
i en Slægts forladte Hjem.
Men af Livet ulmed Gløden
end imellem Rammers Rand
dér var Dyveke og Døden,
Dyveke og Christian.
Langsomt, een for een,
man lukked op de tætte Døres Flok.
Vindeltrappens Trin var hugget
i en enkelt, mægtig Blok.
Paa de hvide Gulve spilled
Solen i halvtømte Rum,
og hvor før der sang et Billed
stod nu Væggen ofte stum.
Men der var et Sted derinde,
hvor vi sad og kunde se
grønne Rækker store Linde
i en dobbelt, dyb Allé.
Altimellem graa og dovne
Fluer brummed utilpas,
medens trygt de sorte Ovne
fyldte deres brede Plads. —
Atter blev der langsomt drejet,
paa det sidste, faste Greb —
og vi stod og overvejed,
medens Avlsgaardsværket peb.
VII.
Husker du saa, naar vi saa til Klokken
og gik til med raske Skridt? —
Du fik Lov at laane Stokken,
den, som snart har fulgt os tit.
Hist en Lund om Længer hegner,
her er Blink af Blomstersir,
og vor Retning vi beregner
efter fjærne Kirkespir.
Op bag nære Marker dukker
nye Skoves tynde Bryn.
Smalle Sideveje lukker
altfor tidligt for vort Syn.
Lavt paa fjærne Vange luer
Solen over modent Byg.
Paa et Straatag kurrer Duer,
om en Dam der summer Myg!
Midt i tykke Rundtenommer
Børn med røde Gummer staar —
Dig og saa den danske Sommer — —
og mit tunge Hjærte slaar.