Olaf Hansen (1870–1932)

Søn, hvor Du er bleven gammel,

siden sidst jeg her Dig saa.

Gammel, Moder? Ikke gammel —

gik kun nogle Uger faa.

Furet blev Du dog af Tiden,

graanet har den Haar og Bryn.

Moder, det er ikke Tiden,

jeg har set et sælsomt Syn.

Syner har Dig aldrig skræmmet,

selv Du skræmmer med din Sjæl.

Moder, den jeg har fornemmet,

Moder, jeg har set min Sjæl,

set min Sjæl, men i et andet

Legem rørte sig dens Liv,

hvirvlende som Storm i Sandet,

glidende som Vind i Siv.

Jeg har set den i et Øje,

set den hos en fremmed Mand,

set, den kunde Viljer bøje,

tænde Hjærterne i Brand.

Men hvad der i Stunder svæved

løst for mig i Taageskrud,

fast og formet højt han hæved

som en Bøn og som et Bud.

Hvad der sov for sent at vækkes

i min Sjæl i stille Haab,

som naar brede Vinger strækkes,

fra hans Læber fløj som Raab.

Jeg var Frø blandt Sten paa Fjældet

han var som et vældigt Træ.

»Mester«, skreg jeg overvældet,

og jeg kasted mig paa Knæ.

Mild og stor han til mig smilte,

og han løfted mig fra Jord.

Armen paa min Aksel hvilte,

og vi skifted mange Ord.

Og jeg vandred ved hans Side,

som man vandrer med sig selv,

naar de stærke Kræfter stride

sig til Liv bag Pandens Hvælv.

Og jeg vandred ved hans Side,

som jeg slæbtes bort i Baand,

lærte, hvad det er at lide,

naar de skærer Fod og Haand.

Og jeg tænkte, at Elias

var kun lille som Profet,

naar man Israels Messias

med sit Øje havde set.

Og min Sjæl var som forrevet,

og mit lyse Mod var kvalt.

Jeg har-drømt, men han har levet,

jeg har tænkt, men han har talt.

Tal da, Søn!

                Jeg kan det ikke.

Moder, jeg har set min Sjæl

se paa mig med døde Blikke,

syg og mørk og ond og fæl.

Bor der nu en Djævel i mig,

har han kaldt det onde frem.

Aa befri mig, aa befri mig.

Du maa vandre fra dit Hjem.

Gaa til ham og kald ham Fader

og et Sønnenavn annam.

Aa jeg hader, aa jeg hader

ham.