Der fløj et Rygte indtil Rigets Grænse:
»Filisteren faldt og Israel er frelst.«
Uvist der spurgtes: »Bør vi dette ændse?«
men dog de troede, hvad de troede helst.
Fra Egens Dal Kong Saul brød op med Hæren,
og Støvet graanede det lange Tog,
mens hjem det førte Sejren, Byttet, Æren,
og alle Munde talte Glædens Sprog,
og Folket vakled under Sejersrusen,
og Israels Døtre kom med Sang og Spil:
»Herren var med os! Saul slog sine tusind,
David titusind — vi os glæde vil.«
Men Kongen glemte, hvem der havde sejret,
for Nag, dengang han hørte disse Ord;
han skued Davids Fryd, da han blev fejret,
og vredt hans Næve til hans Værge fo’r.
Blandt Mændene der var ej længer Glæde;
de hørte, han om Natten vaagned brat,
og sagde, naar han ikke var til Stede:
»En ond Guds Aand hans Legem har besat.«
Men David kom, og Strængelegen slog han,
og Drotten lytted med sin hele Hu:
som Herrens Salvede mod Fjenden drog han,
de uomskaarne fyldte han med Gru.
Hans Vej var Død og Frygt — han saa i Aanden
de stolte Sejre skride frem i Rad;
han greb et Spyd og vugged det i Haanden
og smilte venligt til det blanke Blad.
»Jeg sejred tit — og Herren har mig prydet,
og alle Landets Børn besynger det,
og endnu fast min højre holder Spydet,
og Herren fælder, naar jeg slynger det.«
Da standsed David, Kongen tav og stirred,
og vilde Syner gennem Hjærnen fo’r;
hans Blik blev skummelt og hans Sjæl forvirret,
og for sig selv han mumled disse Ord:
»Hvor kan en Hyrde vække disse Tanker?
— — — — — — — — — — — — — — —
Han har dem selv — han kaaret er af Gud,«
og Spydet fløj og spalted Væggens Planker,
men ridsed ingen Rift i Davids Hud.