Det lod, som var Solskinnets Timer talt,
for Himlen mørkned og Hagl der faldt.
Paa eet Sekund blev der hvidt overalt —
fra Bølgerne føg det med Fraade,
de fraadede koldt og salt.
Men Bruset sank i den brede Fjord,
og bort mellem Stammerne Stormen for,
og Buen viste sig, spændt og stor —
Til Himmelen op den rakte,
den rakte fra Himmel til Jord.
Og Vangen den hvide blev vaarlig grøn
det glinsed fra Eg, fra Ask, fra Løn —
Mod Himlen stirred dog Jordens Søn,
for Sindet droges af Buen,
og Buen var sjælfuldt skøn.
Og det var, som strøg der gennem den ind
fra fremmede Sfærer en Balsamvind,
og som skygged dens Skær for et dejligt Skin,
saa dejligt, at dersom jeg saa det,
da saa jeg mig salig og blind.
Men Farverne drukned i Himlens Blaa,
og Æterens Riger kan ingen naa —
men en Drøm om dem i min Sjæl der laa,
og det smilte fra klare Pytter,
fra Pytter og knækkede Straa.