Tilegnelse
Amicus amico
Amicus amico
De gamle Breve med blegede Træk
stundom fra Skuffen jeg tager,
jeg læser og ler — læser atter væk,
men mest hvad der ikke er skrevet med Blæk
mig underligt til sig drager,
for Minde gaar efter Minde frem,
mit Navn de nævne og kalde;
saa mange er gaaede halvt i Glem,
men snart jeg kender dem alle.
Med sig de bærer en svunden Tid
af morgensmilende Dage,
der gaar op og gaar ned over Driven og Flid,
over Vennefryd, over Vennestrid
og lattervækkende Klage,
over unge Mænd, jeg har haft saa kær,
som nu vandrer ad andre Veje,
vandrer i fine og grove Klæ’r,
øgende Arv og Eje.
Med sig de bærer Eksamensslid,
og jeg nyder de vragede Spiser,
den gamle Vergil og den unge Ovid
og Heltenes Kamp i Heroernes Tid,
som Fader Homer os viser —
og Længsel efter et Frikvarter
for at slaas og larme og støje
og høre, hvorledes Vennerne ler,
og se i et frejdigt Øje.
Og Længsel efter et ordentligt Sold
med Punch og Piber og Viser,
hvor Skjaldene tager Rimet med Vold,
hvis gammeldags Rytmer i Ryggen faar Hold
mens de Verdens Dejlighed priser.
»Jeg vil gærne vide, om Gaden er tør,
for snart skal vi hjemad drage,
og bor her endnu en Bager som før,
saa vil jeg hans Boller smage.«
Men mest dog Savn af det lyse Sind,
den yngste har Ret til at eje,
med Mod saa stejlt som en Bjærgetind
og Lykke saa let som et Edderkopspind
og Drift mod de vinkende Veje —
den Tid, saa fjærn, at jeg næsten tror,
jeg selv mine Sorger skabte,
og saa kær ved de første beundrende Ord,
som forbavsede Læber tabte.
Og Savn af en Ven; hans Sjæl var sund,
han troed paa Kærlighedsguden.
Min Sjæl var Drømme og Anelsesblund,
der steg og faldt og skifted hver Stund,
alt som Stødene ramte fra uden.
Han hørte til dem, der næsten var Mænd,
hans Tanke vandt faste Steder;
jeg selv derimod var en Æventyrsvend,
en Konge for Muligheder.
Jeg hører endnu hans varende Ord
docere den manende Lære
om den golde Vækst, der af Drømmene gror,
om Skyggeliv og om Elverspor,
der ned over Vildstier bære.
Men jeg tænkte, de Stier sig aabned brat
til brede Sletter og vide,
hvor Kornet mumled en Maanenat
ved Rosenhavernes Side.
Og den gamle Lyst kunde falde mig ind
til at tage min Stok og min Hue
og løbe fra Hjemmet med Smil paa Kind,
fra Varmen ud i den kolde Vind,
for at søge til Vennens Stue
og standse ved Døren og trække mit Vejr
og en Os af Tobak fornemme
og sidde ved hyggeligt Lampeskær
og høre den kendte Stemme.
Men nu mødes vi kun i en ensom Stund,
naar jeg læser de gamle Breve.
Nu mødes vi kun i en ensom Stund,
og Blade har vekslet i løvrig. Lund,
de samme Stammerne bleve.
Jeg ved, han hører til dem, der er Mænd,
hans Tanke har faste Steder,
og selv er jeg endnu en Æventyrsvend,
en Konge for Muligheder.