Der var en Ø i viden Sø,
men ingen Sjæl den kendte.
Den saa kun Fugl og planter dø,
kun Lavaild der brændte.
Blot Fossens Tale lød i Land,
der kom kun Fisk i Fjorden,
og Baner brød kun Elvens Vand —
den laa saa langt mod Norden.
Der kom en Tid, man søgte did.
Den dukked op af Havet,
kun lidet blid, men mere strid —
der laa en Skat begravet.
Og Skibe drog i Skibes Spor,
da vinkede dens Tinder.
Den blev et Hjem, saa langt mod Nord,
for frie Mænd og Kvinder.
De fælded Skov og rejste Lov
og brøde den og bødte.
Mod Lavagrund slog Hestens Hov,
naar frem til Ting de mødte.
Og Tiden gik — og pilens Dd
og Spydene de røde
og Talens klare, faste Brod
sig dybt i Mindet skøde.
Men dette Liv saa fuldt af Kiv
var mer i Magt end Døden.
Det blødte for sin egen Kniv
en langsom, tung forbløden,
paa Jorden laa den stærke Krop
og Ravne i den slede;
den saa mod Frihedslyset op;
dens Aand forblev hernede.
Der laa af Skind beskrevne Bind,
hvorfra man hørte kalde
dens Kvindeflok med Sagasind,
dens Æt af Mænd og skjalde.
og Hávamal og Vølvespaa,
der arvet var fra Stammen,
og Vers om Hævn og Kamp og Traa
med Kunstnerkløgt sat sammen.
Der var en Ø i viden Sø,
et Hjem for Mænd og Kvinder.
Den saa sit Folk i Glemsel dø,
da sløredes dens Tinder.
Dens sommerdag var nu forbi,
en Vintertid i Vente.
Den sneed til saa mangen Sti,
som Sjælen fordum kendte.
Og Aar gik hen, og Islands Mænd
sig ingen Udvej baned.
Der kom ej Vaar til Land igen,
om Øen faa kun aned —
som laa den ej blot langt mod Nord
men sunken helt i Havet.
Dog i dens Folk som i dens Jord
der laa en Ild begravet.
En Udbrudsstund til Oldtidsfund
en Haand blev ledt ved Skæret.
Det sendtes bort fra Øens Grund,
for os har bedst det været.
Et Skib, der længst er raadnet nu,
til Danmark ned os bragte
de Ord, som op vor egen Hu
i skjaldens Sjæl os vakte.
Der opstod Sang med nordisk Klang,
som længe laa begravet,
og oldtidsgraa, for anden Gang,
steg Øen op af Havet.
Og Island blev en Sagajord,
et helligt Land med Minder.
Paa Valfart gennem Tiden for
til dette Mænd og Kvinder.
Men der var Nød og der var Død
blandt Folket selv deroppe.
Jeg har ej hørt, at her man brød
sig om dets Kval at stoppe. —
I flammer brast Europa ud,
sin Ildsjæl folket kendte,
og det var Vaarens første Bud,
som Verden Island sendte.
Og der blev Mænd, hvis Hu igen
var som i gamle Dage.
Imod en Tid saa stor som den
de længtes stærkt tilbage.
Fra fremmed Land de sendte Ord
til Islands Mænd og Kvinder
og sejled mod en Fremtid stor —
da smilede dets Tinder. — —
Der er en Ø i viden Sø.
Mon nogen nu den kender?
Der bor et Fplk, som ej vil dø,
og i hvis Sjæl det brænder.
Det har sit Hjem i Nord saa kært,
og Baner det sig bryder.
Det har af Savn og Haabet lært,
og i dets Kvad det lyder.
Jeg lytter til. Det rige Spil,
saa tonefyldt, mig fængsler,
og længe end jeg lytte vil
til Islands Lyst og Trængsler.
Det græder saart for onde Aar,
det vækker op og ryster,
om bedre Tid det vølvespaar,
det viser Savn og trøster.
Og end en Sang fra Hjærtet sprang:
„Mit Land er skønt af Vælde,
ej lifligt som en Agervang,
men Elvekraft og Fjælde.
Dog — har du set om Tinder blaa
den sidste Sol forsvinde,
du altid for dig siden saa
et fagert Skær som Minde.”
Det lyder tit, det lyder blidt,
en Elskovsdrøm der klinger;
den flagrer ud saa længselsvidt
paa Ordets bløde Vinger.
Der slanges ud til Kamp et Raab,
det slaar som Storm om Høsten;
der døbes med en Mindedaab,
og hjemvémild er Røsten.
Du yngre Bro’r af samme Mo’r,
jeg kender vel din Stemme!
O, Island! paa din Kraft jeg tror.
Maa intet mer den hæmme.
Flyv, Falk i Nord, der stille sad,
i Farten Ro du finder.
Flyv, Hjejlelil, der sommerkvad
om dine lyse Tinder.