Den hele Himmel er en Glød
af Flamme-Skyers Lag.
Og Dagen der sin røde Død —.
For det igen blir Dag,
saa har vi haft en Mørketid,
hvor Mulmets Floder rinde —
saa har vi haft en Stjærnetid,
hvis Stjærnerne vil skinne.
Men hvad der end af baade sker
den Islands Nat faa lang,
een Stjærne ved jeg, at jeg ser —
jeg saa den mangen Gang.
Klart for mit Øje funkler den,
og Sølv i Sind den spreder,
og intet Slør fordunkler den —
hvo der vil se, den leder.
Men ogsaa ned til Danmark naar
den samme Stjærnes Skær.
Skønt Ryets Straaler fra den staar,
kun faa den ænser der.
Den har sin Rang, den har sit Navn,
man ved, den aldrig falder. —
For mig den blusser som en Bavn,
den maner og den kalder.
Der staar en Grav i Stjærnens Glans
et Sted i Danmarks Land,
og paa den Grav der er en Krans,
som aldrig visne kan.
Af Blomster, Islands Jordbund bar,
de bedste, er den bundet,
og Folket selv i Tiden har
med venlig Haand den vundet.
O, Islands favre Blomsterkuld,
der fik den dybe Lød!
Du suger af den tynde Muld
saa fuld en Duft og sød.
Maaske kun en, der den drak ind
som syg ved sommertide,
fik ret for eders Friskhed Sind,
I gule, blaa og hvide!
Naar Folket Rask en Krans har bragt
fra Islands egen Jord,
det ved, at han i den har lagt
en Sæd, der stedse gror.
Den bredte sig fra Aar til Aar
og bruser i sin Fylde,
og Mændene, der Marken slaar,
de ved, hvad ham de skylde.
Med Lykkehaand og sindrig Kløgt
han værned om det Sprog,
der stod saa længe uden Røgt,
mens Folket bar sit Aag.
Det var et uopdaget Land,
den Herre tog i Eje.
Han var den første Landnamsmand,
der vandt ad disse Veje.
Ti det var nyt, det gamle Land,
som langt derude laa
med Vinteris ved viden Strand
saa kært som han at faa.
Se, Stjærnen over Island staar,
jeg ved, den aldrig falder.
Den funklede i mange Aar,
den maner os og kalder.
Ti til hans Daad ham drev hans Hu,
den Drift var ren og sund.
For ham min Sjæl sig bøjer nu
i denne Aftenstund.
Den falmer ej, den friste Krans
fra Folket i det fjærne.
Jeg bringer ham mit Fødelands
alt for hans lyse Stjærne.