Vi gik ad smalle, gasbelyste Gader,
over den lange, folkefyldte Bro,
og derpaa vendte vi os begge to
mod Banegaardskompleksets graa Façader.
Han traadte ind med rejseiltre Lader,
men mørk laa Vestibulen hen i Ro.
Et lille grønligt Lys langt ude lo —
under det blinked blege Skinners Rader.
Saa stod vi paa en øde, vid Perron.
Han saa sig hurtigt om med fjærne Blikke,
besteg en sort, den eneste, Waggon.
Jeg rakte Haanden frem — han tog den ikke.
Et Skrig — og saa begyndte Togets Flugt.
Dengang jeg famled bort, var Lyset slukt.