Prøve vilde du mit Hjerte,
borede en Dolk derind,
og et Væld sprang op at bløde,
Væld af Graad og bitre Taarer,
Blodets Blomster purpurrøde
viste dig min Elskovs Fylde.
Jeg er fattig som du selv,
véd, hvorfor dig Tvivlen gnaver,
skønt din Tvivl har saaret mig.
Derfor jubler jeg og synger;
thi jeg vidste, du har lidt
haarde Kaar, der Hjertet hærder,
til det lever dobbelt stærkt,
gærdet bag den sikre Mistro,
der, besejret, skaber Lykken,
Lykken for os begge to.
Kys mig, kys mig, i din Arm
lægger jeg mig trygt til Hvile;
thi jeg véd, du elsker mig.