Kong Dasharja sig formæled
med den skønne Kalavadi,
ej alene skøn af Ydre,
men tillige kysk og ærbar.
Første Gang da Kong Dasharja
saa den skønne Kalavadi,
tændtes i hans Sjæl et Ønske
om at blive hendes Husbond.
Kom til mig, o kom, du skønne
Brud, som jeg har længe ønsket,
hvorfor lade Skammens Rødme
farve dine kyske Kinder?
Hastig nærmer Kong Dasharja
sig den skønne Kalavadi,
ømt han kysser hendes Hænder
med de lange, hvide Fingre.
Han kan ikke længer vente,
til hun giver ham sit Ja-Ord;
men hvor brænder ikke Brudens
fagre, jomfruslanke Legem.
Hvorfor brænder, hvorfor rødmer,
Elskte, dine fagre Kinder,
hvad kan være Aarsag til en
saadan sød og indre Ild?
Ak, jeg tror, at Maanens Straaler
alle har i dig sig samlet,
og at jeg, hvis blot jeg rører
ved din Himmel-Ild, fortæres.
Kalavadi, du som skønnest
er blandt alle Jordens Kvinder,
hvorfor brænder dog dit Legem
som et Sandeltræ, der ryger?
Men mod Kong Dasharja bøjer
Kalavadi sine Blikke,
og i høje Bølger Barmen
vugger ved hans kække Ord.
Herre Konge, vid, at det gør
elskovssyge Piger ondt,
og at Taarer det vil lokke
frem i deres blanke Blikke,
naar som Jomfruer de favnes
første Gang i Nattens Stilhed,
og naar Maanen staar som Vidne,
at de fulgte Mandens Vilje.
Herre Konge, søde Hersker,
dyreste blandt mine Smykker,
tøv endnu en Tid, at begge
vi til Wischnu kunne bede.
Sødeste, lad mig alene,
krænk dog ej min Jomfruvilje,
kan endnu en Stund du vente,
saa er jeg for evig din.
Se, da vil jeg henrykt følge
al Naturens søde Drift,
salig give dig i Eje
al den Skønhed, du har kær.