1
Hendes fyrstelige Godhed
har mange lært at kende;
men faa kun saa den Ædelsten,
som hun gav mig i Hænde.
Og ingen saa det Perlemor
hun svøbte om min Taare;
men Perlen selv de faar at se
engang, engang — ad Aare!
2
Ja, hun er en Perle — stukket
i en helt barbarisk Musling —
fra et Hav, hvor hun som Pusling
op af Dybets Vand blev trukket.
Dér, hvor høje Klippekyster
planter deres Kæmpefødder,
ved en Strand, hvor Aben kryster
Kokostræets brune Nødder.
Der er hun bag Skallen vokset,
uberørt af Havets Plasken!
thi der fødtes Paradokset,
da Fugl Fønix steg af Asken.