Det er langt inde i den ubanede Skov.
De ranke Træer kaster finttegnede
Skygger over det friske Græs, Billerne lade
sig bære paa deres tynde Florskørter.
Saa falder Aftenen paa. Himlen strækker
sig hybenfarvet bagved de store Ege.
Engenes Valmuer vende deres blussende
Hoveder efter den synkende Sol.
Det er som Luften dirrer af Musik og
hvert Øjeblik skifter Skyerne Form.
Ingen Stemme høres, kun Birketræernes
Blade græde i den halvmørke Nat.
En rosengul og støvet Farve trækker
sig hen under den blaa Himmel som Skæret
fra en svagtlysende Ampel.
Alt som Solen synker, bliver her vildt
og øde, en Stemning, der bedre passer med
min egen.
Natten er som en mørk Tunnel.
De store Planter vælder frem overalt,
det er, som om de vilde skygge for Lyset.
Saa langt Blikket rækker, ser man ikke
andet end Løv, der gynger som en Skov
af Tangplanter paa Bunden af en Sø.
Nu staar jeg ved Skovvandet.
Paa Bredden under Piletræet er Vandet
mørkt, og det sér ud som Træets Spejlbillede
rækkede sig op imod det levende
Træ, behersket af en evig Længsel.
Fra Bunden stiger store Sølvbobler.
Udenfor Sivene strækker Søen sig tung
og stille.
En lille Luftning eller en Fisk, som
bevæger sin Finne, sætter Vandet i Bevægelse.
Snoge af Guld vinder sig ud paa Dybet.
Nu er det hél Nat, og Stjærnerne begynder
at dukke frem.
Saa paa éngang føder hver eneste Bølge
Tusinder af funklende Lys, eller Skæret fra
Maanen rinder som en gylden Graad ud
over den sørgesvøbte Flade.
Det er som Luften dirrer afMusik mellem
de skumle Træer.
Og her ligger endelig den hvide Pavillon,
der er som hint Poesiens dejlige
Hjem, hvor vi sang og legede i vor Barndom.
Et blaat og fugtigt Skær ligger over
dets Tag, der er bygget af Skifer og bag
dets Perlemoersruder synes Ingen at røre
sig uden Maanen, der flygter fra Væg til
Væg.
Men saa staar hun der med ét.
Tre højrøde Valmuer triller som Blodsdraaber
over hendes maagehvide Bryster.
Maaneskinnet løber med Guldskær over
hendes Fødder, og hvor hun gaar, gaar
Lyset med.
Der skyder en hel Verden af Blomster
frem, de breder sig overalt og fylder Rummet
med stærk Vellugt.
Maanen trækker som et Næt af klare,
sitrende Traade over hendes fugtigt glinsende
Legeme, der er vaadt af Dugg fra de store Træer.
Hendes Øjne skifter med Lys og Skygge
som Maanen og Skyerne skifte ude over den
store Skov.
Det er, som det blev Nat og Morgen
for mit Blik.
Hun er alle mine Drømmes Digt, hun
er Verdens Skabelse.