De vilde Roser
vokser i Skovene,
vokser i øde,
farlige Egne,
under Vindfæld,
paa vilde Moser,
hvor Kinderne blegne
— vilde Roser!
Men Livets Roser
— Solroser! —
de vokser ikke
i øde Egne,
hvor Kinder blegne,
de vokser af Sprogets
dejligste Klange,
du plukker dem bedst
fra Kvindelæber,
bedst af Sjælens
bristende Sange,
bedst, hvor Sorgen
mod Himlen stræber.
Solroser, Vinroser!
de vokser ikke
paa vilde Moser,
de vokser skønnest
i Menneskeblikke,
skønnest af Sangen
i Elskovs-Lunde,
skønnest af Toner,
hvor Smerter blunde,
Solroser, Vinroser!