Kalliope
→
Poets
→
Sophus Schandorph
→
First lines
Sophus Schandorph
(1836–1901)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
A
Aben er dog et pudserligt Dyr
Ad aabne Vinduer toner en ædel Melodi
Af Borgen stod kun et revnet Taarn
Alt hylled sig i Disen Stadens Taarne
Alverden strømmer hen »aux Italiens«
B
Bestandigt Mariquita om ham spøgte
Blandt Plagerne, som selve Halte-Fanden
Bredt skaaren med mægtigt Vejr i Lungen
Byg dig et Bedekammer
D
Da først Italiens Kraft laa dybt nedstyrtet
Da Krage nu kom hjem og tænkte paa
Damen, der ham sendte det duftende Hjertesuk
De Drømme hvirvled sig om hans Blik
De fagre Syner fra de dybe Drømme
Den første halve Del af vort Aarhundred
Den Ild, der løfted Kvindens Barm den hvide
Den klare, høie Høstdag mig nylig randt i Sind
Den tindred koldt den Dag i April
Den unge Krage mødte. Lidt forbavset
Den ældre Krage havde fattet Had
Der holdtes Gilde udi Soer
Der var aldrig hørt en Tone tilforn
Der var en Mand, der nød saa stort et Ry
Der var vel femten Mænd og otte Kvinder
Det er skrækkelig kjedsomt at sidde Model og tie.
Det er saa koldt, og Voldens Træer
Det er saa stille, den dybe Nat
Det kan vel ligge tyve Aar tilbage
Det var en mægtig Kraft, som sank
Det var en praktisk Mand, en dygtig Mand
Det var en Søndag Nat; men Morgenlyset
Det var i Skumringen en Vinterdag
Dies iræ! I sin Glorie
Drage vi vil paa Erobringstog
Du er jo end saa frisk og smuk
Du græd — og Taaren klar og smuk
Du kjender de gamle Sange
Du sagde nylig i Hu saa mod
Du skrev mig til om den glade Tid
Du søgte og Du grunded i den dunkle
E
Ei lidet Lam, der bræger saa bedrøvet
Elskov blev født som Dødens Tvillingbroder
En Røst fra de gamle Dage
En Strøm mig driver tilbage
En Ungersvend saa fager han drog i Verden ud
En venlig Vært med Aasyn mild
Ene og uden Støtte, mod Herskerne vendt, jeg stod!
Er vor Moder kraftløs vorden
Et ypperligt Hoved, en fuldlødig Mand
Etatsraaden drager fra Gilde
F
Flyv over Gulvet, mens I har Magt
For mig skal ingen Klokker
For Maalets, Grændsens Lov du vil dig spare
Fra mosdækte Atrier, revnede Haller
Før banked Sorgen forgæves tidt
G
Gal leder Blind! ja det er Tidens Pest
Glidende henad den stille Sø
Godmorgen, du Gamle derovre!
H
Han kom tilpas efter Tøse to!
Han ligger ene, udstrakt paa sit Leie
Hans venstre Arm var knust
Har jeg leget letfærdigt og vildt
Havde jeg Sorg i Sinde, gik ud i Mark og Lund
Hellige Musa!
Her kjender jeg hver Hasselbusk
Her seer man kun saa lidt, saa lidt
Hun er som Vaaren saa huld
Hun kan „kjøbe ind” i Byen
Hun sidder saa lunt paa Borgen derinde
Husker I Tiden, da først han os præged
Hvad ondt der groede frem imellem os
Hvem vanker saa ene i Midnattens Stund
Hver Dag randt hen, som om det var en Fest
Hver gammel Lærer husker den lyserøde Sal
Hvert Aar, som gaaer, forøger kun
Hvi er du taus, hvi er du mørk
Hvo forstaaer de dunkle Runer, Tiden ridser paa sit Skjold?
Hvor bar ham rask afsted hans unge Fod!
Hvor det er sødt engang at færdes ene
Hvor hans Tanke dog var lys og blank!
Hvor Horizonten gløder i det Fjerne
Hvor mon bedst din Aand jeg træffer?
Hvor underligt Sjælen kan synke
Hvorfor er Du saa kjedelig og gnaven
Høit i Psyches Borg der bølged Sange
Høit straaler Solen paa Himlens Blaa
Høj over Bryst og bred over Skulder
Hør Havet, hvor det hult, forvirret brummer
Hør lad os danne en lille Klynge
Hør min Søn, min kjære Peter!
I
I aner det ikke, I unge Mænd
I de stille Aftentimer, naar Længslerne faa
I den fremmede By
I hviden Dragt, saa tyst som Svanen
I Rue de la Chaussée d’Antin
J
Ja, det kniber for Per Larsen. Haardt han maa sit Hoved bryde.
Ja, hvis Du var en Hest af Geni
Ja vist har jeg nu faaet rene Gulve
Jeg elsked stedse denne øde Høi
Jeg har kjendt saa mangen ældre Herre
Jeg har kysset Jorden, min Moder
Jeg har sukket længe, længe
Jeg sidder i Stuen, er træt, er mat
Jeg saa dig i vor Barndomstid
Jeg saâ mellem Fjelde
Jeg vil ud, jeg vil flyve fra Bøger og Støv
Jeg vilde gjærne dø den Tid af Aaret
Jeg vilde skrive Digte
Jo længere jeg lever, jo mere er jeg glad
K
Kan du huske, hvor Sommer fylden
Kom, lad os flyve og reise
Kom mig ihu, naar Morgenrøden fjerner
Komediens Mestre, de gamle
Kraftigt runger gjennem Hallen i den faste Takt
L
Lad nu Latteren, lad Sangen skralde!
Langs Quaien ved Bugten i Napolis Stad
Leg nu kun om mig, I Puslinger smaa
Let hun var som unge Hind
Livet har meget Solskin Dem givet
Luftning feier fra Skov til Skov
Lydløst glider Skibet paa sin Fart
Lyset er fra Jorden veget
M
Man kalder dig Fornægter
Mat og døsigt Lampen brænder
Med det fine Øre, som fatter
Med en fortrolig Ven, Etatsraad Løve
Med Fiskebensskørt, med Allongeparyk
Meget blev den tilmaalt, hvem Guderne skjænked den Evne
Mekanisk drog han hjem. Hans Fader skammed
Men denne Gang han ej var knust og brudt
Mens Danmarks Hær veg smertelig tilbage
Mig gribe lyse Tanker og med dem jeg flyver væk
Min gamle Ven! Alt nu i mange Aar
Min kjæreste Madam! Deres Sorg jeg fatted strax
Mit fagre Sprog, det eneste, der ret mig giver Klang
Mod Lys og mod Frihed du styre, o Sjæl!
Maaneskin blinker paa Rhinen
Maaskee du kan erindre
N
Nat, ved Dag han over Bøger ruged
Nei — jeg af Folkets egen Aand vil sjunge!
Nei! velkommen! Er det dig, du Gamle?
Nu da det stærke Raab er blevet stille
Nu, min lille Glut, er du død
Naar du betragter mig, saa mildt og stille
Naar Duggen falder ved Aftenstid
Naar fast jeg har stirret i Bogen mig blind
Naar I flagre om Palmerne
Naar jeg dybest er bedrøvet
Naar jeg seer dig, mild og venlig
O
Ofte til Minde jeg drages endnu
Om ei der er indrømmet
Om vel jeg tabte, om vel jeg vandt
Op, prøv det unge Mod!
P
Piger, som danser dernede
Paa Gaden først den unge Krage mærked
Paa Klinten med Mosskjæg tæt og grant
R
Rankt de rejse sig, spredes i Grene
Rhythmisk Sans du fik i Vuggegave
Ridder Alvar fra Zamora
Rundtom i Cellen han vanked, og Haanden
Russer! God Aften saa faa, som I er
S
Salen glimrede de tændte Kroner
Sé — der staaer hun afklædt
Se, hvor de femtenaars Piger tre
See, de unge fine Blade
See, hvor hun sig svinger
See, hvor Solen saa sagtelig glider
See Slottet med de tvende Kæmpefløie
Ser I den Brudgom saa rank og saa sund?
Sig Silvia, kan du huske
Sikre Pæle ned han havde rammet
Skal Trikoloren synke
Skal vi reise til den gamle Have
Skjønne Stjerner! I som favne
Skyg over mig, hvert Barndomsminde
Skaal Moder Sorø! Betragt dine Drenge
Slaa kim, lette Vind! din Vinge
Solglimt og Skygger i Fangedans spiller
Som Dantes Harpeklang fra Syd
Som Skoledreng han rendte om i Bergen
Sommeraftenlufte
Sov godt, mit Barn, drøm sødt, min Glut!
Spil igjen de gamle Melodier
Stedse en Tanke
Stilstand er for unge Hjærter Døden
Stygotius staaer vindtør paa Katheder
Stærkt slingrede den tæt besatte Skude
Søde Clara! her er Hatten
Sødt Roserne dufted
Søg itide Ly
Søvnen flyer mig
Søvnig drev man langs de gamle Stier
Saa fin, saa lille, saa barnebly
Saa maatte jeg da drage fra det kjærlige Hygge
Saa see dig dog ud!
Saa skær som Skovbundskroner
T
Tiden listed sig med Sneglefjed
Tidt en Haartot rives kan
Til Tryllelandet ved Alpernes Fod
Til Vaaben! Til Vaaben!
Tilgiv, ærværdige Rødvinsasket
Tilveirs paa Taget!
To Gjenbogaarde i Landsbyen laae
Tro de Røster ei, som summe
U
Uden Famlen, uden Taagedunst
Udslidte, gjennemfrosne og forvaagede
Uh — hvor dovent glor dog Lygterne
Ungdomsliv med Sol og Sommer
V
Ved et sælsomt Mirakel
Vej-Spiralen snor sig om Fjælde
Vel fire Aar hun havde gjemt hans Minde
Vel rødme de Skyer saa smukt i Vest
Velsignet være hvert af dine Aar!
Vi har sprængt St. Gothard, sprængt Mont-Cenis!
Vi kender den, den kostelige Skare
Vær hilset, du Dag, da vort Skolehus løfted sin Tinde
Vær hilset Enhver, som til Løsen har: „Frem!”
Vær hilset, kære Digter
Vær hilset, Nat, med dit Alvovsaasyn
Vær rolig, min Sjæl, vær stille!