Alt hylled sig i Disen Stadens Taarne,
og Vinden spillede paa Toves Strænge,
og Bølgerne af Kjølens Knivsod skaarne,
med Brusen lukkede den hvide Flænge.
Vor Helt stod lænet mod en Rælings Kant,
og mens hans Fødeland i Luften svandt,
han mærked Taarer op i Øjet trænge.
Han havde ikke danset der paa Roser
— om nu ved egen eller Andres Skyld —
men mangen stille, ærlig nydt Idyl:
den grønne Skovring om de brune Moser
og Kløvrens Kryderduft, det friske Hø
og frodigt, saftigt Græs ved Kilderanden
og Bølgens lette Menuet mod Stranden
og Maanestriben paa den blanke Sø
med dybe Træk sig i hans Minde præged,
og Toner summende for Øret leged
i Kæmpevisens dybe Vemodsmol;
og Stumper Vers af halv forglemte Sange
tog underlig hans hele Hu med Vold.
Men Skibet ubarmhjertig bort sig fjerner,
og Bølger bredere mod Boven slaa,
og nye Tanker, tændt af Aftnens Stjerner,
med høje Flammer ud i Rummet slaa:
„Vær hilset, du Hav uden Skranker,
saa øde og aabent og bart,
hvorover de væligste Tanker,
lig Hingste med flyvende Manker,
kan sætte med strygende Fart!
Vær hilset, Du gyngende, vide
Arena med grænseløst Rum
for Bølgeathleter, der skride
til Brydningens Leg med de side,
de flagrende Kapper af Skum!
Vær hilset, I kæmpende Jætter,
I Fjender af drømmende Mag,
hvem Kampen ej sløver og trætter,
hvis smidige Lemmer sig fletter
bestandig i fastere Tag!
I bryder Jer ej om Kulturen,
om Humbug, om Fraser og Løgn.
Her tørner ej Næsen mod Muren,
her stedes man ikke til Kuren
hos Fyrster, der hersker et Døgn,
I fine Fornemmelser! — Storment
Jer spreder som Avner med Sus;
den kjender ej Rangfølgenormen;
den blæser kun ad Uniformen,
Gardistens og Vægtrens Kabus.
Af Luften, den saltsvangre, stærke
vi drikker i sugende Drag
en Kraft, der skal sætte sit Mærke,
og døjer, skjønt Lemmerne værke
den lange, den slidfulde Dag.
Tys! Igjennem Bølgebraget
Stempelslaget
banker, klinger
frem i Takt.
Hvad der svajer
løst og skejer
ud i vilde brudte Baner,
som en myndig Alvorsmaner
Bud det bringer
om de store Loves Magt
og om Tankens stolte Sejer.
Det er det, som tvinger, kuer
Hjul og Skruer,
styrer Dampens
Kæmpearm.
Vandet syder
vildt og skyder
op de ru Hyænerygge,
der i Trængsel sæt sig trykke;
men i Kampens
hule Bulder, vrede Larm
uforandret, fast det lyder:
Naar Du ærligt, mandigt ænser
dine Grænser,
maaler Modets
Rækkekraft,
hver en Evne
kan da stævne
i Begejstring frem mod Maalet,
vorde smidig, stærk som Staalet;
Hjerteblodets
ædle Varme, Livets Saft
skal Du til det Bedste levne.
Ja, det Bedste! Det, som gjerne dølger sig for Verdens Blik,
men i Livets Ørkenvandring dog den sande Læskedrik;
suget lønligt ind af Porer, samlet i vor Hjertegrund
som en demantklar Cisterne med en snehvid Marmorbund.
Det, som aldrig fornemt kyser stakkels Bedende paa Flugt;
det, som skjærmer Lysets Tande, naar dens Ild er næsten slukt;
det, som binder Plantestænglen, naar den er af Stormen brudt,
som med varmest Ømhed favner just, hvad Verden har forskudt.
Det, der fra Naturens Hjerte vælder frem som hellig Trang
til at pleje Livets Spirer, værne dem mod Undergang;
det, hvis Billed fromme Sjæle ty’de til fra Verdens Larm,
naar de knæled for en Moder med et lille Barn paa Arm.
Det, som Kunstens høje Mestre kappedes at mane frem
i Gudinden med de blanke Glanslys paa sin Kjortelbræm,
mens de gyldne Skyer tone højt af Smaabørns Jubelraab —
Kjærlighed! — o døb min Gjerning i Din rene Lues Daab!”
Mens Sjælen ind i Hymnetoner gled,
var for hans Øre Havets Sus forstummet,
og Øjet svømmed om i Himmelrummet,
hvorfra de tusind Stjerner stirred ned.
Da syntes han, han mærked Noget skride
ad Dækket hen og standse ved hans Side.
Han vendte sig imod det, og han saâ
en høj, besløret Kvinde for sig staa.
Dødsstille stod hun, halvt imod ham vendt;
den ene Haand om Rælingen var bøjet,
men med en Funklen, stirrende og spændt
igjennem Sløret borede sig Øjet.
Han kjendte det. I faa Sekunder stod
de Begge, som de var til Dækket muret;
da strømmede mod Hjertet stærkt hans Blod;
han greb om Haanden, som hun hvile lod,
og følte, hvor den ru mod Huden skured.
Nu med den anden Haand hun Sløret fjerner,
og klaret af et fredsælt Glædessmil,
i Lyset af den høje Høstnats Stjerner
der toned frem en kraftig, græsk Profil.
— Den lille Pige fra den lune Have,
den blege Sygeplejerske, hvis Værk
for minded om en Vandring mellem Grave,
var voxet skulderbred og stor og stærk.
Det var, som bragte hun en Luftkreds med,
hvor aldrig slappe Tanker raadvildt kives,
men hvor hver rask Beslutning gror og trives
og driver hen mod Maalet hvert et Fjed;
men der var intet Haardt og Skarpt derved;
den modne, fulde Barm sig livsfrisk hæved,
og Læbens Bue, svulmende og rund,
fortalte om, hvordan endnu en sund
ihærdig Lykketrang i hende bæved.
Hvor blev hans Sind ved Synet frit og klart!
Som Avner røg de mørke Minders Dynge
for Himlens fire Vinde ud i F a rt;
han følte samme Vejr til op at synge
som den Gang, da han løb paa Æventyr
og legede med Foraarshimlens Sky’r.
Han stod med hendes Hænder mellem sine;
hun saâ ham ind i Øjet fast og frit.
„Ja, den Gang,” sagde hun, „var de saa fine,
men siden, kan Du tro, at de har slidt;
naar man i nogle Aar igjennem tjener
som Mejerske, saa faar man haarde Hænder.
Min gamle Bedstefader havde gjerne
mig nænsomt viklet om med den Slags Bind,
hvormed man kan de sarte Roser værne
mod Frostens Svie, Østens skarpe Vind.
Det blev der Intet af, og det behøved
jeg heller ikke, som Du nok kan se;
og det har været godt, at jeg blev øvet
til kjønt at holde ud lidt Frost og Sne.
For Dig slog nok hans Spaadom ogsaa fejl,
da digterisk begejstret han Dig loved
en Fart paa Kunstens Hav for fulde Sejl
med Vimplers Flagren, Lavrbærkrans om Hoved.”
— „Ja,” svared han — „men véd Du, hvor jeg fòr
ad vilde Veje og i sære Bugter,
og at min Skude aldrig lystred Ror,
at sjælden jeg har havt Kompas om Bord
og bragte hjem en bedsk Erfarings Frugter?”
— „Jeg véd, at Manden drives ud paa Vande,
som jeg kun saare nødig kjende vil,
men hvis Du havde sat det Bedste til,
Du bar ej Frihedsstemplet paa din Pande.”
— „Da sidst vi saas, da dulgte Du Dig sky,
som vilde gamle Minder bort Du jage.”
— „Det var i Fædrelandets Smertensdage,
og da min egen Sorg var tung som Bly.”
— „Naar randt da for Dig op et Haabets Gry,
der lyste Dig til fordums Tid tilbage?”
— „Det skete, medens jeg hang haardest i,
da mest min Gjerning til en Opsang trængte.
Den Gang jeg tidt paa Bedstefader tænkte
og paa hvad han benævned „Poesi”.
Jeg havde hadet det af ganske Hjerte,
jeg saâ, hvordan man drak en Rus deri,
hvorved man drømte sig fra Livets Smerte
og løj sig til en letkjøbt Harmoni.
Man lukker sig i Billedsalen inde,
hvorfra det Virkelige holdes ude,
thi Dagens sande Lys tør ikkun skinne
igjennem en af Farver blændet Rude.
Og dog — jeg vilde nok paa Sorgen bøde
ved lidt af denne Klang og denne Duft,
hvormed han vidste Livet at forsøde.
Og endelig jeg finder, hvad jeg søger,
dog ej i Billeder og gamle Bøger,
men i mit Arbejd, i den friske Luft,
i Latteren, der under Slidet klinger,
i alle disse Millioner Liv,
som al Naturen frem for Lyset bringer
bag Mos og Græsstraa, Bark og Blad og Siv.
Fra Marken, Skoven, Stalden, Fiskedammene,
fra Børnene, fra Kalvene, fra Lammene
en Livets Poesi sig mod mig svinger —
den blev min Trøst, den blev min Sorgfordriv.”
— „Hm”, mumled han, — „saa let fik altsaa Du
Dit Nag for Ungdomsskuffelsen betvunget?”
— Hun skotted til ham, lo og hvisked: „Nu
jeg tror, Du er paa Kalvene jaloux!”
Og Begges Latter over Søen runged.
— „Men”, blev hun ved, „det gik jo ej saa let,
thi Kampen vared gjennem Aar og Dage,
og mange lange Nætter har jeg grædt,
men ingen Moders Sjæl har hørt mig klage.
Først var min Stræbens Maal Dig rent at glemme;
jeg jaged ad dit Billed med min Haand;
det nytted ikke. Klangen af din Stemme,
naar Du i Haven læste op der hjemme,
bestandig lød med Ekko i min Aand.
Vi saas igjen. Da laa Du bleg og stiv,
af Døden mærket, i den mørke Stue;
hvor spejded jeg ved Lampens røde Lue
efter hvert Vidnesbyrd om Rest af Liv
og hver en Trækning, som Dig gjennemjog.
Ja, lig et overtroisk Barn jeg drog
det Varsel for mig selv: Hvis Kampen ender
med Livets Sejr, hvis atter Sundhedsflammen
vil blusse op, her, mellem mine Hænder,
da vil til Kjærlighedens Pilgrimstog
en Gang sig vor Baner bøje sammen.”
— „Men hvordan fandt Du dog den smalle Vej,
som famlende jeg mig i Mørke baned?
Og hvordan mødes vi paa Oceanet?”
Hun svared: „Kjære Ven, forstaar Du ej
at det, man holder af, man let kan følge?
Vi leved tilmed i det lille Land,
hvor ikke længe Nogens Spor sig kan
for gode og for onde Øjne dølge.
Nu har jeg sørget for min lille Søster,
som allerførst jeg maatte bringe frem;
hvad hun forstaar ved Lykke, nu hun høster;
thi hun har Mand og Børn, et prægtigt Hjem.
Jeg har forkjælet hende; hun har straffet
mig for det, netop som jeg har fortjent;
hun vilde nødig være mig bekjendt;
jeg derfor Mejersken til Side skaffed
og drog paa Æventyr ud i det Fjerne,
helt fuld af Tillid til min gode Stjerne.
Lidt Penge havde jeg paa Kistens Bund;
jeg trænger til at faa min Frihed atter,
som jeg for Søsters Skyld gav Afkald paa.
Jeg vilde ønske, Bedstefader saâ
i denne smukke Nat sin Datterdatter;
hans Fingre vilde glad Klaveret slaa,
han vilde stemme op en gammel Vise,
paa Tysk han vilde Vandrelivet prise,
der styrer Farten ud ad, i det Blaa!”
Han sagde: „Kun en føje Stund nusvæver
i Havets og i Himlens Blaa vort Blik;
hinsides sig med faste Linier hæver
en Jord, der venter paa vort Spadestik.
Og naar vi bygger i den nye Zone,
hvorhen os underlige Skæbner tvang,
lad saa den Gamles Aand kun gjennemtone
vor haarde Gjerning med sin bløde Klang,
som ikke til en smuk Romance gjemmes,
en saadan, der til Søndagsbrug er god,
nej som skal risle gjennem alt vort Blod,
naar Kraften op til Hverdagsarbejd stemmes”.
Nu fyldtes Rummet tæt af Nattens Mørke,
man saâ ej Havet, horte kun dets Røst,
der lød med Slummeraandedrættets Styrke
op fra Naturens brede, fulde Bryst.
— De tav. Thi Nattens højtidsfulde Vælde
drev alle Tankers Flok til Andagt ind
i Sjælehelligdommens Tempelcelle.
End stod de tavse ved hinandens Side,
da Østen lysnede med Striber hvide,
og Morgenkulden slog om deres Kind.