Der var vel femten Mænd og otte Kvinder,
da Skibet ankrede paa Rios Rhed;
men Chefen stærkt formindsket Hæren finder,
da Rejsen skulde gaa mod Syden ned.
Havluften Modet havde dræbt hos Mange,
og da umiddelbart ved Rios Havn
der bødes dem Erstatning for den lange
utaalelige Rejses dybe Savn,
saa lod Adskillige sig villig fange
i Sømandsknejpernes Sirenefavn.
Og som Odyssevs’ Folk i Lotosbladene
tilaad sig Salighedens Lethargi,
drak Krages Fæller den af Whiskyfadene
med graadig Ilterhed som Svin paa Sti.
Hver Tunge radikale Fraser stammed,
til Rørelsen fik Øjnene i Vand,
og hver Gang Krage kom og ud dem skammed,
de brølte: „Ned med Dig og hver Tyran!”
Selv nogle fulde Negre op de flammed
til i Forening med dem selv at brøle;
de brave Sorte vidste strax Besked,
med Slavernes Instinkt de kunde føle,
der gjordes Oprør mod en Myndighed.
En to, tre Kvinder stemte med i Kor,
holdt deres Kjærest eller Mand tilbage
og skreg: „Du er s’gu li’saa god som Krage,
han skal nu være saa studenterstor.”
— Saa var der intet Andet for end drage
afsted med dem, der blev ved deres Ord.
Blandt disse Fuldtro Læseren vil finde
en god Bekjendt. — En Dag vor Helt med Skræk
blev vâr den fordums Knejpesangerinde,
som stod iblandt hans Trop paa Skibets Dæk;
da deres Øjne mødtes, saa han hende
med sænket Hoved sky sig snige væk.
Strax gik han til sin Ungdoms Brud og skrifted
fuldstændig, hvad ham tungt paa Hjertet laa;
hun tav en Stund, og Kinden Farve skifted;
en Kamp hun maatte med sig selv bestaa.
Snart glattedes dog blank den hvide Pande,
snart veg fra Øjets Glans det dunkle Slør,
og Stemmen lod saa frejdig-mild som før:
„Vi tør ej træde ned det brudte Rør,
ej slukke sidste Gnist i Lysets Tande.”
Og naar hun siden, mens de var ombord,
saâ Sangerinden over Dækket vandre,
hun vexlede med hende nogle Ord
og talte, som hun talte med de Andre.
Paa Skibet gik det for Louise op,
at, da hvert Haab var rent forbi om Krage,
var det fornuftigst, om hun kunde tage
en Kjærest blandt de Emigranters Trop.
Der var ej stor Anledning til at vrage,
dog stilled hun fornuftigt sit Bestik:
en nogenlunde Ligesindet fik
hun til at bide paa sin Medehage.
Det var en miskjendt Digtersjæl, der, siden
han den latinske Skolebænk forlod,
af Byron og af Heine hele Tiden
Svovlsyre havde tyllet i sit Blod;
og i Særdeleshed da han var gaaet
til dansk Juristexamen rent rejekt,
Lord Byrons skumle Had han havde faaet
til alle Tohaandsdyrs gemene Slægt.
Med hul og mørkbesløret Gravrøst sagde
han sønderrevne Versfragmenter frem;
hun nikked og paa Skraa sit Hoved lagde
og sukked: „Hu, ja Verden er Skam slem!”
Han spurgte: „Føler De mit Hjerte banke?”
— „Ja,” sukked hun med næppe hørlig Røst;
„jeg tror, vi er to Hjerter og én Tanke!”
— Da sank bedaaret han til hendes Bryst.
Af Danmarks Literærhistorie fremgaar,
at dets ulykkelige Skjalde tidt
har søgt for Sorgen Bod i Akvavit,
og derfor fandt vor Digter, der hed Lemgaard,
det var hans Pligt at øse af hin Brønd;
paa Rios Kroer var i Drik og Tale
han Formand og den vildest radikale,
og han erklæred det for evig Synd
at lystre Krage og deslige Karle.
Men da vor Helt sig viste sidste Gang
og vilde Drankerne til Rette snakke,
tog Kjæresten Poeten i hans Nakke
og ved et Skub ham ud af Døren tvang;
en Karl, som holdt ham fast i Frakkefligen,
hun lagde ud et velment Ørefigen.
Den Flok, som med vor Helt fra Danmark tog
for i det fjerne Vest at prøve Dysten
med Skæbnen, som dem hjemme rev og slog,
halveret næsten, ned mod Syden drog.
En Urskov skulde ryddes langsmed Kysten,
og Jorden dyrkes op med Kaffeplanten;
de Strækninger blev solgt til billig Pris
af Landsregeringen; paa denne Vis
den bøded paa sin Pengekasses Skranten.
Uvejbar vælder Skoven op af Jord:
om Kæmpestammer blomstrende Lianers
Festons i Snørkler sig fantastisk snor
og dølges saa af Palmers og Bananers
uhyre Blade, som dem overgror.
De purpurrøde Støvtraadsknipper hænge
fra Kronen ud som Fjer til Galadragten,
de store Blomster flot og dovent slænge
langs Stubbe, Stammer hele Farvepragten;
og overalt i Grene, Top og Bund
det skriger, hvisler, fløjter, summer, brummer,
naar Skoven alt fra tidlig Morgenstund
til Virken vækker alt det Liv, den rummer.
I Luften Fuglene hverandre baxe,
en rigt uniformeret, stridbar Hær;
og Aber skræve ud som store Saxe,
nysgjerrig skottende fra høje Træ’r;
i Græsset Slangens Skjæl metallisk glimter
og dølges, dukker frem i evig Bugten;
hvert Øjeblik man som en Ildregn skimter
de funklende Insekters Sværm i Flugten.
— Med dette Dyreliv de skulde slaas,
der mylred op i ubetvungen Vælde,
og det var denne Skov, de skulde fælde,
der syntes byde Sav og Øxe Trods.
Men over Hovedet hang Nødens Sværd,
og Ingen her sentimentalt dem ynked;
det nytted ej, de vrøvled eller klynked,
det virkede saa prægtigt paa Enhver;
at gjøre „Strike” dem ikke kunde glæde,
thi her var intet Publikum tilstede,
der ivrigt kunde applavdere Sligt
— se derfor gjorde Alle deres Pligt.
Igjennem Skoven gjalded Øxehugget,
og Bladet blinked som et Lyn og klang;
de gamle Stammer blødte svart og sukked,
til deres Kæmpekroner mat sig dukked
og daled i en Bue bred og lang;
og flygtende til tusind Sider farer
forfærdede de vævre Firbens Skarer.
Vor Helt sig følte tidt om Hjertet trang;
det syntes ham, at Livets Alvor fælded
hans Ungdomsdrømmes store Urskovspragt,
at Skovens Suk var Dødens Gys, der vælded
igjennem dem med ubønhørlig Magt;
det var, som Øxens Hug, der hven i Skoven,
sang paa hans Illusioner Parodi; —
som Solens Baal, der vælted ned fra oven,
til Aske brændte deres Poesi; —
med begge Hænder om sit Skaft han klemte,
tvang alle Tanker i sit Arbejd ned,
saa i sin Sjæl en Ode op han stemte
for Dagens og for Lysets Pierlighed.
Hans unge Hustru heller ej sig skaante,
for hendes Arm var Øxen ej for svær,
men naar den purpurrøde Aften laante
de hvide Hytters Vægge Rosens Skjær,
saa satte sig den lille Koloni
i Kreds endrægtig om sin Høvdings Hytte,
for til hvad han fortalte dem at lytte:
om Hellas’ Kamp mod Østens Barbari,
om sejge Nederlændere, der knuste
de spanske Præsters Blodhundstyranni,
om Folkesværmen, der fra Frankrig bruste,
mens Trikoloren flagred højt fra Stang
og over Verden Marseillaisens Klang
som Stormvind om Tyranners Øren suste.
Han skildred Helte, fra hvis Tankeluer
Lysstrømme gjennembrød Naturens Skakt,
som, spændte mellem Pinebænkens Skruer,
i Hundehul, i Bolts og Lænkers Magt,
trods hvert forgiftet Stik af Niddets Fluer,
har Lysets Banner frem til Sejer bragt.
Blandt dem, som mindst af slige Ting blev rørt,
var Digtren Lemgaard. Til sin Sangerinde
han hvisked: „Han vel Stofferne kan finde,
men giver dem i Prosa jævnt og tørt;
men jeg vil om dem Rhythmekransen binde,
da først de dybest Sjælene kan vinde.” —
— „Ja,” hviskede Louise, „den er hørt.”
Han brummed: „Ha! — nu kjender jeg min Vej.”
Om Verden led et Tab, véd ikke jeg,
men Digtene slap aldrig af hans Hjerne;
vel luskede han fra sit Arbejd gjerne,
for melankolsk at se mod Skovens Top
og lade Sukke flyve mod det Fjerne,
men, ved de Andres Drilleri vakt Op,
gav han sig til med Træets Ved at kæmpe
og kom i Sved. Det, siger man, skal dæmpe
al Skrivekløe i en syndig Krop.
Og Konen var saa skikkelig og god,
hang ærligt i sit Arbejd trods hver Anden;
som om et Barn hun puslede om Manden
og sagde ingensinde ham imod,
hvad enten han sin Weltschmerz intonerede,
hvad eller svulmed vildt af Digtermod;
holdt Alting pænt og rent og Manden med;
hun kunde rigtignok til Tid og Sted
med nogle andre Kvinder klamres noget,
naar hun med Kunsttriumfer pralte lidt,
men, blev Situationen altfor broget,
saa tav hun strax, selv naar hun hidsigst talte,
naar Krages Øje ramte hende vredt;
ja stundum hun endog en Taare kvalte.
De jævne Arbejdsfolk og Haandværkssvende
fik fremfor Alle Krages Hustru kjær;
et muntert Ord hun havde til Enhver,
Regnskab og Kasse styredes af hende
— hvert Overskud blev delt i lige Dele —
med Glæde saâ hun Alle anerkjende,
at over dem stod nu et Tempel bygt,
der hviled paa solide Søjler trygt,
thi Kjærlighed og Bravhed bar det Hele.
Tidt fra de hvide Hytter, der nu spætted
det vundne Jordsmons mørkebrune Grund,
sin Fugleflugt mod Himlen Sangen retted
før Arbejdstid i tidlig Morgenstund.
Og Aar og Dag gik hen. Den Skov, som faldt,
gav Plads for Kaffetræets Pyramider,
hvis Læderblade glinsed overalt
i Dalens Bund og op ad Højens Sider.
Snart vore Kolonister kunde se
tre Gange aarlig Høstens Stund imøde,
naar Plantens flade Blomsterkroners Sne
veg bort for Bærrene, de dunkelrøde.
Da man den første Gang tog fat paa Høsten,
en ældre Tømmermand, nu Folkets Ældste,
hvem dette Tog fra Drik og Armod frelste
og fra en arrig Viv, der ogsaa drak,
hen over Marken løfted Stentorrøsten:
„Nu kan jeg Kællingen derhjemme skaffe
paa hendes gamle Dage billig Kaffe:
kanske hun vænner sig fra Snustobak
og ikke mer i Snapsen søger Trøsten.”
Et lidet Bælte Skov tilbage stod
op ad et Højdedrag, der ogsaa skulde
til Plantning vindes. Arme senefulde
med Sav og Øxe skar i Træets Rod.
En Gang, da det forlængst mod Aften hældede,
bad Krage bønligt ej at holde op,
men bruge Natten, til to Træ’r var fældede,
der vældigt bredte sig paa Højens Top.
Alt strøede Morgnen Guld paa Skovens Skulder,
da Stammerne først vaklede og sank
og derpaa faldt med Tordenbrag og Bulder;
frem strømmed Lysets Masse bred og blank.
Med opspilt Blik vor Skare længe stod,
som blændet af den Farvepragt, der ruller
og blinker nede foran Brinkens Fod,
med Tanken i Forbavselse begravet —
da runger Jublens Torden: Havet! Havet!
Blandt disse jævne danske Mænd og Kvinder
stod klassisk Lærdom ikke meget højt;
det store Flertal aned ej en Døjt
om Xenofons Anabasis’ Titusend,
men da de saâ de Danskes gamle Ven
og skjelned hans bekjendte Stemmes Brusen,
blev ubetvingelig de revne hen;
mangt Øje strømmed over; Kvinder, Mænd
faldt i hinandens Favn i Glædesrusen.
Igjennem Skoven havde de sig hugget
med trælsomt Slæb og Slid, med Ryggen krum,
nu ingen Skranke mer for Synet lukked
til det uendelige frie Rum,
der laa i Glød og Glans som Ungdomsdrømme,
naar ud de folded sig i Solskins Leg,
hvis Røst lød kjæk som Frihedstonestrømme,
der bruste op, naar Modet højest steg.
Vor Ven og Hustru nærmede sig stille
til Skræntens Rand og saâ mod Strandens Brink
en Perleregn slaa op, som Solens Blink
fik til i Regnbufarvebrud at spille;
der stod de Haand i Haand. Hun holdt paa Armen
den Skat, hun skjænked ham — en lille Dreng —
der i den lune Nat ved Moderbarmen
var sovet ind saa trygt som i sin Seng.
Hun peged hen paa Flokken, der stod stillet
lidt fra dem, end fortabt i Synets Pragt,
og sagde: „Nu har Du et Drama spillet,
hvor ret Du tolked Kjærlighedens Magt.”
Han svared smilende: „Hvis det er sandt,
er Grunden den, at ikke Du har villet,
at fjerde Gang jeg faldt som Debutant.”
Han saâ mod Havet ud. Hans Tanker fløde
paa brede Bølger mod den gyldne Øst,
og mens de gynged der, klang dem imøde
som Sendebud fra Hjemmets fjerne Kyst
de bedste Minder fra de unge Dage,
hvorpaa han mild-vemodig saâ tilbage.
Vor Ven tog Barnet fra sin Hustrus Arme
og løftede det højt i Morgnens Glans,
og om det lille Hoved slog det varme,
det sydlig-blanke Lys en Gloriekrans.
Dets Moder Kinden mod hans Skulder lagde,
mens disse Ord med dæmpet Røst han sagde:
„Vox op saa sund som denne unge Dag!
Jeg vier Dig til Kamp for Friheds Sag,
med Haand, med Aand, alt eftersom Du evner,
til god Soldat i hver en Hær, der stævner
til Striden under Ungdomsmodets Flag.
Vox op til Alvor under Arbejdstugt!
— men gid Du Vej maa finde over Vandet
og i det sunde Muld i Fædrelandet
maa plante Træ’r, der skyde rankt og smukt!”