Da Krage nu kom hjem og tænkte paa,
hvor alle Tider dog hinanden ligned,
at visse Typer evig vil bestaa,
at Farisæerne vil ej forgaa,
om ogsaa Racen bliver lidt forfinet,
saa fandt paa Skrivebordet han et Brev
i Konvolut, hvorpaa var efterlignet
et sirligt, snørklet Kniplingsbroderi;
Adressen røbed alt, at den, der skrev,
var ufuldkommen i Orthografi,
og da han aabned det, stod inden i
den ene Linie paa den anden klinet:
„Jeg skal aldrig glemme,
at De mig hylded,
at en Gang min Stemme
har sødt Dem tryllet.
Da den ækle Slagter
vældig De slog,
alle Elskovs Magter
min Sjæl betog.
Og min Stemme blev da
som Lærkens Fløjten,
og min Kunst jeg drev da
helt op i Højden.
Det var Elskovs Sejers
herlige Frugt,
at hos Pfingstenmayers
jeg sang saa smukt.
Ak, de forsvandt, de fortryllende Dage,
den Gang jeg leved for Elskov og Kunst;
nu staar de blødende Minder tilbage;
troløs er Lykken, og kort er dens Gunst.
Lukket Tribune og aaben Veranda —
begge var Vidner til mit Renommé.
Nu er det væk! Kan De huske Amanda?
Ligesom hun er jeg bleven passée.
Altid i Danmark jeg følte mig fremmed,
Blodet ej rulled i Aaren paa Dansk;
af Snerperiet jeg følte mig hemmet,
derfor jeg drog til Paris og sang Fransk.
Stemmen var rusten, men Franskmanden skatter
Gestus og Foredrag mere end vi.
I en Kafé paa Tribunen jeg atter
vandt mig et Navn ved mit Sangpotpourri.
Jeg, som for Friheden altid har sværmet,
antog revolutionære Ideer.
Han, De har set, sig med Smiger mig nærmed,
narrede mig, som han narrede Fler.
Uh! Jeg vil nødig gaa ind paa Detaillen;
men naar han sværmer for Revolution,
er det, fordi han er En af Kanaillen,
kort, er en yderlig sjofel Person.
Troløs i Kjærlighed, skrækkelig doven,
meget malproper og manglende Pli,
dertil saa er han forfærdelig hoven,
ansér sig selv for det første Geni.
Blomster jeg laver — o Taarerne væde
Rosens og Liliens og Nellikens Blad.
Alt, hvad jeg tjener derved, kan han æde:
Boeuf, Kotelet og den dyreste Mad!
Derfor tilsidst jeg, fortvivlet i Sinde,
ledte og spejded om Trøst og om Ro.
Endelig troede jeg begge at finde
ved at slaa ind paa den syngende Tro.
Salmer jeg sang; Melodierne kjendte jeg,
før paa Kaféer de samme jeg sang;
til de forandrede Ord jeg blot vænte mig;
dog var hver Salme mig temmelig lang.
Tidt jeg i Venneforsamlinger mødte;
sang om saa Meget, der rigtig var kjønt,
sang om, hvor Balder saa rørende blødte,
sang om, hvor Danmark var lifligt og grønt;
sang om en Mand, der hed Uffe hin Spage,
længe han gik som et godt sølle Skind;
siden han hjalp dog den Gamle af Dage,
den Gang han ej vidste ud eller ind.
Brødre og Søstre hverandre vi nævned,
„Lille mit Hjerte” og „sødeste Du”;
Barmene bølged, saa Kjolerne revned;
jeg, som er før, sled to Snørliv itu.
Men, hvor det letted, saaledes at lukke
op for en indeklemt, dyb Poesi;
Luft fik i Sangen de tungeste Sukke,
det var en Vellyst at vade deri.
Men tilsidst det blev dog galt:
Fryd slog om i Smerte;
atter gik det mig fatalt
med mit bløde Hjerte.
En Student, saa ung og from,
tidt i vor Forsamling kom;
slemt af Hoste led han,
og Rolf Lassen hed han.
Da min Rørelse han saâ,
blev han af den smittet;
Øjnene kjærmindeblaa
ofte til mig titted.
Gud — han var kun nitten Aar
jeg var ikke fra igaar,
havde ikke længe
tænkt paa grønne Drenge.
Men den modne Kvinde Trang
faar til Moderglæde,
og jeg tænkte mangen Gang,
naar jeg saa ham græde:
Gjerne jeg, mit lille Skind!
ved min Barm Dig lulled ind,
tørred Øjets Væde
med mit Lommeklæde.
Uden ret jeg véd hvordan,
gik vi hjem i Følge.
Af sit fulde Indre han
Intet vilde dølge,
deklamered udenad
mangt et yndigt selvgjort Kvad,
rent og overjordisk,
kristeligt og nordisk.
Men de Franske led han ej,
kaldte dem for Vælske,
fatted ikke, hvordan jeg
kunde saa dem elske.
Jeg blev hed i den Disput,
han blev ydmyg og forknyt;
jeg det lille Væsen
knipsed mildt paa Næsen.
Som et Barns blev glad hans Blik
— aa det var saa yndigt! —
Mellem os der foregik
Intet, som var syndigt.
Men min Mand, det Skarn, paa Lur
stod der i et Kjælderskur;
skjønt jeg bønlig trygled,
han min Lille prygled.
I mit Raseri jeg slog
min Tyran paa Kassen;
en Betjent kom til og tog
ham og mig og Lassen.
Til Stationen han os drev;
næste Dag bespottet blev
Venskabs rene Alter
i Avisens Spalter.
Naa, det var sandelig ingen Spas!
Man havde smidt mig
i Rendestenen, hvoraf med Mas
jeg havde slidt mig.
O tag mig med til det fjerne Land
langt over Sø, over salten Vand!
Ak, jeg skal være saa stille, sat,
og saa taalmodig,
og med min Haand skal jeg tage fat,
til den er blodig.
Frygt ej Skandale paa nogen Vis;
nu er mit Hjerte saa haardt som Is.
O byd! Til al Ting jeg er i Stand,
for Intet bange.
Maaske jeg Selskabet more kan
med nogle Sange.
Skal her jeg leve, jeg bliver gal
og drukner mig i Nyhavns Kanal.”
Ved Læsningen af disse Kragetæer
vor Helt brød ud med et vemodigt Smil:
„Jeg søgte nys at slynge ud en Pil
mod En, jeg ansaa for en Farisæer.
Mon selv jeg farisæisk handler nu
ved strax at rive dette Brev itu?
Med Toldere at æde som med andre
forskudte Stakler, tror jeg, jeg har lært
at gjøre med en kammeratlig Mine;
men under kammeratligt Aag at vandre
med denne Afart — denne feminine
Slags Toldere, det tilstaar jeg er svært.”