Hellige Musa!
med Laurbærkrands om den svulmende Lok,
stig fra din sangombølgede Bolig
hist paa det høje Parnassos,
hvor du i Søstres Kor
fletter din tonende Stemme!
Til mig du svæve,
naar Sorgen knuger min Barm!
Lad den udrinde
i Toner som Taarer;
giv den en dæmpet Røst,
som naar fra Grottens hvælvede Loft
Vanddraaben drypper i rolige Bjergsø.
Til mig du svæve,
naar Sjælen er vejvild og angst
og længes efter et Ly!
Før den i Mindet tilbage
til Barndommens gode Tid!
Hjælp den at bryde det tunge Stenlag,
lagt af de dækkende Tider,
at af det kløvede Brud
Barndommens Roser den dufte imøde.
Til mig du svæve,
naar mit Bryst er bespændt
af et vrimlende Kaos,
som gjærer i det!
naar Tankerne hen for mig træde
med et saa bønligt Blik
lig det spørgende Barns.
Lad da en livsfrembringende Tone
klinge fra Lyrens sølverne Strænge,
som indaander Tanken formende Klarhed!
Til mig du svæve,
naar Glæden i mig fæster Bo!
og former de tause Tanker
til vilde Mænader,
der krandsed’ med Rankens yppige Lov
sig hvirvlende slynge,
høj dem i rhythmiske Ringdands!
lad dem udjuble i mægtigt Kor
en Sang til den herlige Gud Dionysos!