„Det var en praktisk Mand, en dygtig Mand,
en ærlig Mand og trofast i sin Gjerning,”
— saa sige Mange, og de sige sandt.
Men det er ikkun lidt af hvad han var.
Hans Storhed var det varme, fulde Hjerte,
der viste sig i Smaat saavelsom Stort,
men helst i Gjerning; thi paa Læben spilled
tidt djærvest Skjemt, naar han var blødt bevæget.
Af Had til usund, unaturlig Smægten
han skyede vidtløftig, følsom Snak.
Hans Væsen var saa klart og saa harmonisk
og røbed intet Spor af Kamp og Gjæring;
det Varme, Kjærlige i hans Natur
skjød frem, som var det noget ganske Simpelt,
og studsed man ved denne Sjælerenhed
og roste ham, da lo han og begreb ei,
at Nogen kunde være anderledes.
Han var en Hjemmets Mand. Hans skjønne Øie
med det velsignede, det milde Blik
udstraaled Fred saavel til Hjemmets Kreds,
som til Enhver, der nærmed sig hans Arne;
hans fagre Ungdomsbrud — hans Manddoms Hustru,
hver Dag, hver Time af hans Liv forskjønned.
Ja, Du var Lykkens Yndling, gamle Ven!
Dig var jo Livet stedse huldt og venligt,
ja Døden selv var mild og god imod Dig;
den slynged hiødt de kolde Arme om Dig
og trykked Dig saa nænsomt til sit Bryst.
Og som Dit hele Liv var Harmoni,
saa blev Din Død en stille Gliden over
i det uendelige, tause Dyb.
Kun dæmpet lyder Sangen ved Din Baare,
men fordringsløs, naturlig som Du selv
bør ogsaa Afskedshilsnen til Dig klinge.