Jo længere jeg lever, jo mere er jeg glad,
og har kun Smil og Latter, hvor før jeg havde Had.
I Livets Strøm at svømme jeg føler som en Lyst,
forfriskende dens Bølge beskyller mit Bryst.
Var Bølgen ofte kold, saa i Huden den bed,
og stemtes trangt min Aande, naar dybt jeg dykked ned;
velan mod doven Træghed er denne Isnen god,
den ægger jo til Modstand det varme Hjerteblod,
og Aandedrættet løsnes, naar opad Farten gaaer,
til Jubelsang mod Solen, som høit paa Himlen staaer.
Og selv dernedenunder, hvor der er koldt og vaadt,
man kan dog, paa min Ære, sig more ganske godt
ved sære Kreaturer, der myldre i det Vand,
ethvert med den Bevidsthed, at det er Alvorsmand.
Hvi hade Blæksprutten, der svømmer saa rart
omkring paa Kryds og Tværs i forretningstravl Fart?
Hvi væmmes ved Polypen med Fangearmes Skok?
det er en Missionær, der fanger Sjæle i Flok.
Hvi ærgres over Krebsen med den tunge Baglændsgang?
den er jo skabt til Chef for ethvert Departement.
Jeg lader dem være, som Vorherre har dem gjort;
lad dem kun troe sig Guder, det skader mig ei stort.
Jeg hader intet Dyr, og jeg klager mig ei mer,
fordi jeg tidt maa ælte i Bundens Dynd og Ler.
Naar blot imellemstunder jeg op mig løfte kan
mod Solens rene Lys og mod Blomsterkystens Rand,
saa skal jeg prise Livet og altid være glad
og muntre mig ved Latter foruden Haan og Had.