1.
Jeg har sukket længe, længe
efter Frihed, efter Luft,
efter Klang af Sølverstrænge
i en sydlig Aftens Duft;
efter Livet rigt og broget,
dandsende til Toneklang,
aandende lig Bakchostoget
al sin Jubel ud i Sang;
efter høie Bjerges Skygge
over Søen fra dens Bred,
— store Tanker lig, der dykke
i en trofast Sjæl sig ned;
efter Farver, efter Former
fra de store Aanders Tid,
Billedverdnens Skjønhedsnormer,
Blomst af Livets bedste Id.
Ja jeg sukker, ja jeg længes
bag mit Fængsels Gitterstang,
og det er, som Døren stænges
fastere for hver en Gang.
Sjældent trænger der igjennem
ædle Tankers Ekkorøst;
skeer det, vækker ikkun Stemmen
Sangens Længsel i mit Bryst.
Men de Mure Sangen fange
og den vredt tilbage slaae,
derfor bæve tunge, bange
Toner i den mørke Vraa.
Det er tungt sit Brød at kjøbe
med sit varme Hjerteblod,
tøile det, som rask vil løbe:
Sjælens høie, unge Mod.
2.
Saadan lød saa tidt min Klage,
gjorde Sindet tørt og koldt,
det at savne og forsage
stedse har saa haardt mig holdt.
Men den kommer, Sjælefreden,
kommer, naar man mindst det troer,
som en Trøst fra Evigheden,
saa mærkværdig mild og stor.
Mig den bragte Lattergaven,
og jeg mærked, naar jeg lo,
hvælved over Fængselsgraven
sig en høi og luftig Bro.
Derfra saae jeg Verdens Mylder,
al den vigtig-travle Færd
med at stable op paa Hylder,
hvad der ei en Hvid er værd.
Men fra mangt et enligt Kammer
saae et Lys jeg skinne ud
med de klare Sandhedsflammer
tændt’ af selve Lysets Gud.
De, som travlest sig gebærded,
gjorde næsten ingen Gavn,
de, der i det Dunkle færded,
bandt en Krands om deres Navn.
Maatte ei min Latter klinge,
da jeg saae en Harmoni
frem i Verdens Liv sig svinge
gjennem aandfuld Ironi:
ei den kolde Spot, som saarer,
men et fint Intrigespil,
der ved Næsen trækker Daarer
snildelig, hvorhen det vil?
I mit Sind sprang frem en Kilde:
Blomsten med sin Krone rund
foldede sig ud saa stille
i den dybe Hjertegrund.
Vraaen af dens Duft opfyldes,
vorder høi som Himlens Hvælv,
af et Straaleskjær forgyldes
rigt de kolde Mure selv.
Aldrig mere nu jeg klager
over Liv i snæver Bo.
Kommer Sorgen, ud jeg drager
freidig paa min Latterbro.