Elskov og Død
(Af Giacomo Leopardi. Oversat fra Italiensk)
(Af Giacomo Leopardi. Oversat fra Italiensk)
Elskov blev født som Dødens Tvillingbroder
af Skjæbnen, deres Moder.
Ei Jord, ei Stjerners Rige
i Skjønhed eier Døds og Elskovs Lige.
Af Elskov fødes Glæden,
den største for vort Hjerte,
som det paa Verdens vide Hav kan vinde:
men Døden for vor Smerte
kun Lindring veed at finde.
Hun er en deilig Kvinde,
hun er saa skjøn at skue,
skjøndt ei hun males saa af Sjæle svage;
og Elskovs Gud, den fagre,
hun gjerne vil ledsage,
og ædle Hjerter i Begeistring lue,
naar Haand i Haand de over Jorden flagre.
Naar Elskov dybt os rammer,
da svulmer Hjertet høit, og det foragter
vort Liv, og ei det tænker
paa Farerne, som true,
for denne Hersker glad til Kamp det iler.
Hvor du os Hjælpen skjænker,
o Elskov! mægtigt flammer
det gjenopvakte Mod, og kjækt at handle —
ei blot som før at gruble frugtløst — mægter
nu Menneskenes Slægter.
Naar Elskovsmorgenrøden
fødes i Dæmringsgrunden
i Sjælens Dyb derinde,
tilsammen med den i vort Bryst vi finde
en træt, en stille Længsel efter Døden.
Jeg veed ei, hvorfor stedse
den Længsel sig med Elskov maa forbinde.
Maaskee vort Øie bæver
for Verdens Ørk, maaskee vi see, at Jorden
helt øde er foruden
den ny, uendelige
og høie Lykke, som for Tanken svæver,
men høre fjernt de vilde Stormes Tuden
og rette Blikket efter
en Havn for vilden Attraa,
der alt sit Skrig fra Sjælens Natmulm hæver.
Men naar din Magt, den stærke,
i Støvet Alt nedhvirvler,
og Smertens grumme Lyn sit Offer kræver,
hvor tidt har da en Elsker
med inderlig Begjæring,
o Død! ei anraabt dig som Hjælp for Sorgen.
Hver Aften og hver Morgen,
mens end hans trætte Lemmer Livet eied,
han sagde: Salig var jeg, om jeg aldrig
mig reiste mer fra Leiet
og mod det onde Lys mit Øie vendte!
Og tidt naar Ligfærdsklokkens Klang han hørte
til Sangen, som skal hente
de Døde ned til evig Glemsels Mørke,
med hede Længselssukke
af Hjertet han misundte
dem, som til Skyggelandet maatte vige.
Ja selv den ringe Bonde,
der aldrig har erfaret
den Kraft, som vælder ud fra Aandens Kige,
ja selv den bly, den bange unge Pige,
hvis Lok af Skræk sig rørte,
naar Dødens Navn hun hørte,
tør hen mod Grav og hvide Dødningklæde
saa kjække, faste Blikke lade vanke,
og i sin Enfoldstanke
hun vover selv at grunde
paa Gift og Sværdets Vunde
og fatter nu, at Døden har sin Glæde.
Saadan mod Døden tvinges
vi under Elskovs Tugt. Vi see, hvorlunde
det svage Legem under Kummers Byrde,
naar centnertung den sig til Sjælen hæfter,
maa stønne, give efter,
naar mer end Dødeliges Kraft den kræver.
Saa vinder Døden Seir ved Brod’rens Kræfter.
See, hvor den simple, jævne Mand selv iler
til Døden under Elskovs skarpe Spore,
og see, med kjække Hænder
tør Møen selv, den svage,
til sorte Jord sit unge Legem give;
— den kloge Verden smiler —
den give Himlen Fred og mange Dage!
Men de begeistringsfulde
og ædelbaarne Sjæle,
dem stille Skjæbnen under En af Eder,
I Herskere saa hulde
mod Jorderiges Slægter,
saa stærke, at ei anden Hersker mægter
i hele Verden over Jer at hyde
end Skjæhnen selv — dens Bud I kun maa lyde!
Du, som jeg paakaldt har i Ungdoms Tide,
og holdt saa høit i Ære,
du skjønne Død, som ene
har Medynk med de Dødeliges Kvide!
O, hvis jeg nogensinde
har prist dig og din Guddomsære skj ærmet,
naar Hoben dig fornærmed,
uskjønsom udi Sinde;
saa tøv ei, lad dig høie
ved længe spildte Bønner,
du Tidens Herskerinde,
o luk for Lyset til mit trætte Øie!
Du finder mig beredt, hvad Stund du folder
din Vinge ud og al min Beden lønner.
Rustet, med løftet Pande
jeg skal mod Skjæbnen stande,
den Haand, som over Skyldfri Svøben holder,
som tidt mit Blod har farvet,
skal ei med Kys jeg hædre
og takke den — det er jo
den gamle Feighed, som vor Slægt har arvet!
Hvert usselt Haah, hvormed Alverdens Taaber
som store Børn kan lege,
skal ingen Trøst mig skjænke,
det vil jeg kaste bort; — paa dig alene,
paa dig, o Død, jeg haaber,
at du dig vil forbarme
og snart mit Hoved ned til Slummer sænke
i dine Jomfruarme!