Med en fortrolig Ven, Etatsraad Løve,
Hr. Krage sad en Dag paa sit Kontor;
de havde nylig undersøgt en Prøve
af Vin direkte fra Maderas Jord
og havde grundig drøftet alt imens,
talt om den nivellerende Tendens,
om Ringeagten for Intelligens,
om Lavsreform og Salg af Fæstejorden,
og om man kunde vente Alvorsmænds
Tilslutning til et skandinavisk Norden.
Hr. Krage mælede med rynket Pande:
„Ja Tiden stiller mangt et svært Problem
der byder os at ændre det System,
som hidindtil vi ansaâ for det sande,
naar blot — (her bævede hans Stemme lidt)
man for alvorligt Arbejd høsted Lønnen
hos dem, som ...” — „Hm, hvorledes gaar det Sønnen?”
— „Oprigtig talt, min Ven! det gaar ham skidt.”
Deltagende Hr. Løve Blikket hæver:
„Gjør han da ligefrem Skandale?” — „Jo!
det er en Maaned siden eller to,
da sloges han — og det paa bare Næver
og med en Slagter i en Landsbykro.
Og det var Følgen af en Amourette
af højst tvetydig Art.” — „Naa, Herregud,
Sligt er jo vistnok mod Moralens Bud,
og De bør ogsaa ham irettesætte;
men det er ikke farligt, dersom bare
det unge Menneske forstaar i Sligt
lidt Diskretion og Anstand at bevare.”
— „Ja vel, i saa Fald var der ingen Fare,
men Fyren driver Sagen helt publikt.”
— „Ja fy — saa kan det skade ham betydeligt —
hvem har da fanget ham i sine Garn?”
— „En Sangerinde — ja — et Pigebarn,
som rigtignok skal være ganske nydeligt,”
— „Hæ,” — smisked Løve — „man er ej af Sten!
Hør, Krage, kan De huske Flora Svendsen,
i Kjældren lige overfor Regensen?
Hu! hvilken Gorge! det var som Elfenben!
Ak, gode Krage, den Gang var vi unge!”
— „Pst! ude i Kontoret kommer En,
det er min Skriver vist — hold Tand for Tunge!”
Døren gaar op, og over Tærsklen kom
ej nogen Skriver — men den unge Krage;
Fitatsraad Løve fôr et Skridt tilbage,
og Fad’ren nær var tumlet baglængs om.
Den unge Mand dem hilste med et Buk,
Etatsraad Løve tager kjækt sig sammen
og purrer sig med Alvorsblik i Kammen
og svandt stilfærdigt uden mindste Muk.
Med rynket Bryn Hr. Prokurator Krage
belavede sig paa at være stræng;
men før han færdig blev, hans slemme Dreng
begyndte: „Ja nu kommer jeg tilbage
men ikke just som den forlorne Søn,
jeg kommer ikke, angrende og tvinende,
for at faa Fedekalvesteg til Løn,
og har jeg ogsaa ædt en Stund med Svinene,
var jeg dog aldrig deres Kammerat.”
„Hvis ikke Du har været Svin, Krabat,
saa véd jeg ikke, hvad det Ord betyder.
Til hvad Slags Daarskab er Du nu parat?”
Da mæler Sønnen: „Jeg en Vej mig bryder,
hvortil jeg dreven er af Sjælens Trang,
der, skjønt af Sorg og Skuffelse betvunget,
med Fryd har nys sin Sejersfane svunget,
da op den vaagned under Sang og Klang.”
— „Guds Død og Pine, Barn! hvad vil Du da?
jeg synes, Du for stort et Maal Dig stiller.
Vil Du da være Kunstner?” — „Fader, ja.”
— „Bravo, min Dreng! saa raaber jeg Hurra —
Poet — hvad? Maler da?” — „Nej, Skuespiller.”
„Hm, naa! Nej, hør Du-- lad saa heller være;
den Kunst, den er — den er saa kapriciøs.
Du véd, at Kunst jeg holder højt i Ære;
men denne gjør sin Dyrker let saa løs;
desuden mangler Du aldeles Skole.”
— „Den har jeg, Fader, derpaa kan Du stole.
Min Lærer er hin Digter — han — den Ene
fra Aandens Kæmpeold, der maned ned
al Livets Lys og Skygge paa sin Scene;
hvor Sjælen, furiepisket, vildt sig vred,
men derpaa hen i Vemodstoner smelted;
hvor Falstaffs Kæmpekjødblok frem sig vælted
— en Latterens Gongong — i Kroens Stue.
Ja, jeg har svælget i hin store Tid,
jeg krystede dens Idræts fulde Drue,
jeg saâ dens Kvindeuskyld duehvid,
dens Lidenskabers røde Mordbrandslue,
dens Jættekraft at boltre sig ubændigt,
fortærende i Kjærlighed som Had,
dens Slangetræskhed bugte sig behændigt,
dens Kattekillingskaadhed lege glad,
dens Glæde ved det Brogede, det Grelle:
Brokade, Baand og Fjer i Borgens Sal;
jeg hørte Lurens Gjald og Narrens Bjælde,
fantastisk Pjank og Gudetankers Vælde —
det var en Fest, et Verdenskarneval.”
„Saa, saa, min Dreng! ja, ja — hold bare op!
det glæder mig særdeles, at Du fatter
den store Shakespeare, som jeg ogsaa skatter,
men til Exaltation jeg siger Stop.
I Herrens Navn — den Ting Du faar probere!
Bo her hos mig, saalænge som Du vil;
vælg Dig en Instruktør, som kan Dit Spil,
der sikkerlig kan trænge haardt dertil,
ved Hjælp af sin Routine moderere.
Forskjelligt Praktisk jeg skal arrangere.”