Nat, ved Dag han over Bøger ruged,
Morgenlyset overrasked tidt
med hviden Skjær vor unge Eremit.
Hans Fantasi, lig Planten, Næring suged
ud af hin Tid, da Livet stort og frit
i saftig Sommerfylde svulmed frodig;
da Middelaldrens Taager blæstes bort,
da Tanken, let som Skovens unge Hjort,
hver gammel Skranke sprængte overmodig.
Lidt efter lidt han syntes, han forstod
den store Skjald, der før ham kun beruste;
han tyktes, Renaissancens stærke Blod
igjennem alle Aarer i ham suste.
Og mærkede han stundum Mindets Braad
dybt i hans Sjæl sig stingende at røre,
han raabte højt: „Jeg har en Aandens Daad!
Vig bort, vig bort, hvad mig fra den vil føre!”
Imidlertid hans Fader ogsaa viste
sig som en Mand med megen Energi:
Theaterchefen han saa rigt bespiste
med Périgordpostej med Trøfler i,
at Kunstens Overmandarin blev daarlig,
drak Püllna-Vand i hele fjorten Dage.
„Den Skade, Kunsten lider, er alvorlig,”
— saa lød de officiøse Blades Klage.
Den ældre Krage glemte heller ikke
Dagspressens store kritiske Orakler.
De vare tørstige, de drak, de Stakler,
som vare de betalte for at drikke.
Der var en rød og mæsket Fyr iblandt,
med Næseklemmer paa Kartoffelnæsen,
af hvem man den Gang gjorde meget Væsen,
fordi hans Stil var „aandrig og pikant”,
dog med en fornem Værdighed i Tonen;
han greb hver gunstig Lejlighed, han fandt,
til Hylding af Moralen, Religionen.
Da han blev fuld, han foredrog med Pathos
det Skjønnes og det Godes Mediation,
og med en Censormyndighed som Catos
fordømte han „den lette Produktion”.
Ved Kaffen blev Disputen skandaløs,
thi en af Pressens smaa Feuilletonister,
som Vreden og Chartreusen gjorde bister,
blev mod den strænge Censor maliciøs;
og da vor Over-Kritikus desuden
var Gjenstand for de Andres Jalousi,
og tirred dem ved fornem Ironi,
saa loved man i Kor ham en paa Snuden,
naar man kom ud paa Gaden, i det Fri.
Om virkelig han fik en banket Trøje,
det vides desto værre ej med Vished;
men efter endt Kalas med Utilfredshed
trak Prokuratoren sit Vejr med Møje
og snapped efter Luft, mens han i Løn
for første Gang var enig med sin Søn,
da denne ytred, at Kritikens Fyrster
i Grunden vare nogle fæle Børster.
Vor unge Ven gik flittig nu paa Prøve
og færdedes paa Bræderne hver Dag;
han maatte i at staa og gaa sig øve,
men vandt just ej sin Instruktørs Behag.
I Shakespeare absolut han vilde spille
og havde Hedspor valgt til sin Debut,
men Instruktøren fandt ham altfor kry;
han maatte først og fremmest smukt formilde
den Raahed, hvortil vor Tid sagde fy,
som anstod vore milde Sæder ilde.
Den Unge vilde lægge al sin Glød
i Helten ind, naar under Kampens Spænding
han ud i Kraftens Trods og Jubel brød,
mens Blodet sydede som Havets Brænding.
Men Instruktøren sagde: „Man skal bare
beherske sig, ej ødsle med sin Røst,
til faa Bravourrepliker Kraften spare,
saa klapper Publikum af Hjertens Lyst.”
De fleste gamle Kunstnere foragted
som en Fantast den unge Debutant;
og denne Kultus, hvormed han betragted
sin Shakespeare, fandt de højst extravagant.
Kun En — og det var ham, der Prinsen spilled —
kom ham imøde med et venligt Sind
og kunde paa hans Tankegang gaa ind;
men det var det, som hans Kolleger drilled;
fordi den Skuespiller læste mere
end sine Roller og Aviskritik
og havde stort Talent til at traktere
Uvidenhed og selvtilfreds Routine
med skarpe Ord og en satirisk Mine;
og da det desforuden var hans Skik
at le ad Fraserne, Kritiken prenter,
som „god Akkvisition”, „prægnant Plastik”,
„helstøbt Figur” og „heldige Momenter,”
var det jo intet Under, at han fik
paa Halsen med de fleste Recensenter.
Hans Venskab blev kun til den Unges Skade,
thi naar en saaret Kritikus ham saâ
med den forhadte Skuespiller gaa
fortrolig Arm i Arm paa Østergade,
saa slutted han, at det med hans Talent
var vistnok saare kummerlig bevendt.
Saaledes blev „den offentlige Mening”
alt dannet, længe før han traadte frem,
af nogle Journalister i Forening,
og trængte ind i mangt familiehjem.
Hans Venner og Bekjendte lod ej være
troligt at bringe ham, hvad der blev sagt;
først lo han ad det; men ved Snakkens Magt
der skabtes snart en Tvivlens Atmosfære,
som, lig en giftig Luft, han aanded ind.
Da svandt hans glade Tillid til sig selv,
og hans Begejstrings ungdomsglade Elv
frøs langsomt til for Tvivlens skarpe Vind,
og Billedet, der frejdigt havde foldet
med Plantetryghed i hans Sjæl sig ud,
sig sammenkrympede, af Rimfrost skoldet,
og visned snart i Tvivlens Taageslud.
Tidt naar han ene sad i natlig Stund,
hans bitre Taarer ned ad Kinden trille
ved Mindet om den klare fromme Kilde,
der vælded i den gamle Havelund.
Ved Tanken om den Gamles sidste Ord,
da han betegned ham som en Udkaaren,
der var til Aandens store Gjerning baaren,
til Fakkelsvinger højt i Livets Nat,
en bitter Latter ud af Struben for;
han mumled: „Grækerpræst! kun Løgn Du spaaede!
Da Du min Pandes Runer vilde raade,
var af Apollons Aand Du ej besat.”
Den kom, den store Dag — hans Længsels Dag —
hint Maal for kjære, rige Ungdomsdrømme,
hvori han havde hørt et Jubelbrag
i brede Bølgeslag imod sig strømme;
hvori han havde sét sig selv i Glans
som Triumfator, smykt med Lavrbærkrans,
at styre Spandet med en Purpurtømme.
Den kom, den store Dag — en Angstens Dag —
thi, pinefuldt omspændt af Mismods Panser,
han følte sig som stump paa alle Sanser;
det hvisked i ham: Jeg har tab t min Sag.
Hans Stemmes Lyd ham syntes dump og mat,
som spredte den sig i en Ørkens Øde,
og fra den fyldte Sal slog ham imøde
en Luft som i en kvalm og fugtig Nat.
Fra Salens fyldte, mat belyste Sæder,
han sér, at frem en Vrimmel Ho’der træder,
skarpt tegnede paa Mulmets dybe Grund
med grinende, fortrukken Dødningmund.
Det syntes ham, som de, med hvem han spilled,
langt fra ham fjerned sig, som han dem saâ
i en uhyre Afstand fra sig stilled’,
saa ej hans Tale kunde til dem naa.
Han følte Vanvids Braad i Hjernen stinge,
men manded med et vældigt Ryk sig op,
der gjennemrysted ham fra Taa til Top.
„Nu maa det enten holde eller springe!
Til Vejrs nu — eller brist, min syge Vinge!”
De Fleste fandt, han spilled gru’lig vildt,
de Moderate fandt ham overdreven,
de gamle Damer altfor lidt beleven;
den lærde Frøken Skrut bemærked snildt:
„Den unge Mand agerer sønderreven.”
Det Hele gik, som nu det kunde bedst,
En ramsed op, en Anden deklamerede
og red sit Skoleridt paa Jambens Hest,
En spillede i Øst og En i Vest;
en Gang imellem dvask man applavderede.
Kun Prinsen stod som paa de Andres Skuldre,
og, skjønt saa ilde lidt, han mangen Gang
ved Aandens Myndighed Kanaillen tvang
til Klap og Raab, der lig en Torden buldre.
I Logen Prokurator Krage sad
med Mine spændt og vred og misfornøjet.
Men da en Journalist just fæsted Øjet
paa Krage, dennes gode Middagsmad
randt ham i Hu, og han og Sidemanden,
der virked med ham i det samme Blad
og havde været Gjæst den samme Gang,
raadsloge hviskende nu med hinanden
og fandt, de idetmindste skyldte Manden
Erkjendtlighed for sligt et Traktement.
Det var to grumme skikkelige Fyre,
der ikke var det mindste doktrinære,
og i Regeringens Organ med Ære
Bog- og Theatervæsenet de styre.
De klapped begge to — og som det plejer
at hænde — klapped flere Folk med dem;
den gamle Krage drømmer alt om Sejer
og stikker Hovedet en Smule frem,
da pludselig fra Galleriet skar
en Pibes Hvin igjennem hele Rummet.
Forbløffet strax. det matte Klap forstummed,
man stirred efter, hvem den Piber var.
Piben blev ved, til Politiet fandt den
og arresterede dens Ejermand:
en Skolekammerat af Debutanten,
sortsmudset, fed, med svulden Øjenrand
og ædderspændte Blik bag grønne Briller;
man siger, at han endnu hist og her
i mindre Blade kritisk Pladshund spiller.
Ethvert Talent forbitred ham; især
naar nogen af hans Skolekammerater
udmærked sig i en og anden Færd,
saa ærgred han sig grøn, den lille Tater.
Med en Tragedie han gik og tumled,
men kunde ikke, trods sit Slid, faa bragt
den længer end til midt i anden Akt;
om Natten han paa Gaden gik og mumled
de Steder frem, som vare sirligst lagt,
hvorved han mest paa Pennen havde gumlet.
Hr. Prokurator Krage kjørte hjem;
i Droschken alle Kunstnere han banded,
og da han i sit Kabinet var landet,
hans Hjertens Mening tvang sig hørlig frem:
„O! gid de Summer, jeg har kastet hen
for alskens Vagabonder at bespise,
sad anbragt trygt i en af gode Mænd
grundet og ledet Aktie-Entreprise!”